1950er-nostalgien, som blev cementeret med tv-serien Mad Men, vil ingen ende tage, og nu følger en film om filmlegenden Marilyn Monroe op. My week with Marilyn vises i Victoria Teatret 16-22. februar 2012 (den 21. februar kl. 10 som babybio!).
My week with Marilyn er den sande(?) historie om Marilyn Monroes ophold i England i 1956, hvor hun skulle indspille filmen Prinsen og korpigen med Laurence Olivier (Kenneth Branagh).
Den unge assistent Colin Clark (Eddie Redmayne) får til opgave at varte den på en gang usikre og overvældende amerikanske filmstjerne op, da hendes mand, Arthur Miller, tager tilbage til USA. Det er hans erindringer om Monroe bag facaden og de mareridtsagtige optagelser, filmen genfortæller.
Colin Clark siger på et tidspunkt til Marilyn: “Du er en stor filmstjerne, som gerne vil være en stor skuespiller. Han (Olivier, red.) er en stor skuespiller, som gerne vil være en populær filmstjerne. Denne film vil ikke gøre nogen af jer tjenester.”
Michelle Williams og Kenneth Branagh er derimod overbevisende. Michelle Williams er bl.a. kendt fra rollen som den forsmåede hustru i Brokeback Mountain, og overrasker ifølge anmeldelserne meget positivt i rollen som århundredets største kvindelige ikon, på nær måske i rekonstruktionen af dansenumrene.