Sorø Roklub – nu officielt en ungdomsvenlig roklub!
Sorø Roklub har netop fået overrakt et URO9000 certifikat af HKH Prinsesse Benedikte som det synlige bevis på, at de er en roklub, der prioriterer ungdommen højt.
Roklubber, der VIL børn og unge og tilrettelægger klubbens liv, så der er rum til dem, kan søge forbundet om en URO9000 godkendelse. Sorø Roklub er den første klub, der har fået certificeringen i 2012.
“Det er med stolthed at vi tildeler Sorø Roklub URO9000 certificeringen for 2012-2013. Deres engagement for ungdommen er utrætteligt, og arbejdet er yderst veltilrettelagt og giver flotte resultater på land og på vand”, udtaler Martin Nygaard Diedrichsen, formand for ungdomsudvalget i Dansk Forening for Rosport.
“Klubben har udnævnt året 2012 til “ungdommens år” og alle aktiviteter i klubben har et ungdomssigte. Sorø Roklub er virkelig et fantastisk forbillede, som jeg håber andre klubber finder inspiration i”, afslutter ungdomsudvalgsformanden.
I Sorø Roklub er medlemmerne stolte over certificeringen. “Forbundet har ikke altid være lige gode til at understøtte ungdomsarbejdet i klubberne. Derfor er det er utrolig dejligt, at DFfR nu anerkender vores arbejde i Sorø Roklub, og vi er stolte over at modtage URO9000 certificeringen netop på Dansk Forening for Rosports 125 års jubilæumsreception”, udtaler Merete Busk, formand Sorø Roklub.