PRESSEMEDDELELSE

Erhvervsliv sættes under lup
Sorø Erhverv gennemfører en konjunkturanalyse blandt erhvervsvirksomheder i Sorø kommune. Analysen kan udstikke pejlemærker for erhvervsudviklingen i Sorø Kommune på kort sigt.

I disse dage modtager godt 500 virksomheder i Sorø kommune en invitation til at bidrage med oplysninger til en konjunkturanalyse som Sorø Erhverv gennemfører i samarbejde med Dansk Erhvervsfremme.

Analysen spørger til virksomhedernes udvikling inden for det seneste halve år med fokus på udvalgte faktorer som eksempelvis arbejdskraft og markedsudvikling. Virksomhederne bliver samtidigt bedt om at angive de faktorer som udgør den største udfordring for virksomheden inden for det næste halve år.

Erhvervsudviklingskonsulent i Sorø Kommune, Niels-Henrik Glisbjerg, siger:

”Vi vil gerne blive klogere på hvordan verden ser ud fra de lokale virksomheders perspektiv. Analysen kan give os nogle væsentlige pejlemærker for hvor det er vi som erhvervsfremmeaktør kan understøtte det lokale erhvervsliv.”

”Hvis for eksempel mange virksomheder udtrykker bekymring for adgangen til en bestemt type arbejdskraft, er det er emne vi kan tage op i forhold til Sorø Jobcenter og forsøge at målrette kommunens beskæftigelsesindsats så den matcher virksomhedernes behov.”

Spørgeskemaundersøgelsen distribueres elektronisk til alle virksomheder i kommunen som er registreret med end en ansat, dog med undtagelse af landbrugsvirksomheder. I alt kommer undersøgelsen ud til ca. 500 virksomheder. Fristen for besvarelse er den 30. november.

Undersøgelsens resultater vil blive offentliggjort i starten af december.