Med stor spænding afventede Sorø Erhverv i onsdags statsministerens udmelding omkring lempelser af corona-restriktionerne. Desværre kom blandt andet de liberale erhverv samt store dele af oplevelsesøkonomien ikke med i denne omgang, men det er naturligvis meget glædeligt at udvalgsbutikker under 5000 m2 (dog undtaget udvalgsbutikker i storcentre) genåbnes med midlertidige skærpede krav fra mandag.

Yderligere lempelser fra 1. marts kan ses her.

I andre brancher er der fortsat fuld fart på, meddeler Sorø Erhverv – blandt andet inden for bygge &anlæg, hvor vi til jer, i dette nyhedsbrev, har indsat et link som leder jer hen til vores digitale håndværkermøde. Her vil I kunne høre om mange af de kommende udbud fra Sorø Kommune, Sorø Forsyning mv. I kan i dette nyhedsbrev ligeledes orientere jer i nogle af de projekter Sorø Erhverv er blevet en del af – og blive klogere på hvorledes I får hjælp til eksempelvis at komme i betragtning som underleverandør til Femern Bælt.

Digitalt Håndværkermøde
Det årlige håndværkermøde skulle have været afholdt den 4. februar. Men grundet de fortsatte corona-restriktioner har vi udskudt dette. Vi håber fortsat, at det bliver muligt at mødes i løbet af foråret. For at I stadig har mulighed for at høre hvilke bygge- og anlægsopgaver, Sorø Kommune forventer i løbet af 2021, har vi lavet en digitalt oplæg. Udover større anlægsprojekter, kan I også høre en gennemgang af opgaver fra Vej, Park & Trafik samt om vores nye Kvalifikationssystem, som er det, vi udbyder opgaver under 30.000 kr. i. Til sidst i oplægget har I også mulighed for at høre mere om ”Vejledningen om den frivillige bæredygtighedsklasse”, som forventes at blive lovkrav i 2023, samt muligheder for at blive underleverandører til opførelsen af den nye Femern Bælt Tunnel.

I kan se det digitale håndværkermøde her.