Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem – Enhedslisten i Sorø

Siden Byrådsmødet i november har den almene sektor endelig fået plads i den offentlige debat.

Baggrunden er blandt andet, at Enhedslisten har været meget aktive omkring at få drøftet det kommunale tilsyn med den almene sektor.

I den forbindelse har Enhedslisten dokumenteret, at Sorø Kommune brød loven, da tilsynet administrativt godkendte Sorø Boligselskabs salg af ejendommen på Rådhusvej 4.

Det er af flere årsager et massivt problem:

– For det første, at Sorø kommune handlede ulovligt med godkendelsen af salget. Salget skete alene administrativt, og ikke i ØK / Byråd som det skal i henhold til almenlovgivningen. I den sidste ende, er det rent formelt kommunaldirektøren og Borgmesteren, der har overtrådt loven.

– For det andet, har Sorø Kommunes tilsyn ikke levet op til sin forpligtigelse, hvor den skal sørge for at boligorganisationens drift sker i henhold til egne regler. Dermed lever Sorø kommune ikke op til sit ansvar som tilsynsførende idet salget ikke er sket i henhold til de beboerdemokratiske regler.

– I forhold til salget af Rådhusvej 4 har Tilsynet ikke varetaget beboernes interesser. I budgettet var ejendommen sat til at have en værdi på 3,2 millioner kroner. Den blev solgt til 2,4 millioner. Når Tilsynet godkender et salg med tab, bør det overvejes, om ikke beboerne kan forlange at blive kompenseret af Sorø Kommune. Det er trods alt en opgave for Sorø Kommunes tilsyn at sikre, at boligorganisationen har en ansvarlig drift, derfor SKAL der ligge en forklaring til det politiske niveau på, hvorfor det er en god idé at sælge ejendommen til en pris, der ligger lavere end det den er bogført til. Det er ikke sket i denne sag.

Enhedslisten har tidligere protesteret mod, at flere beslutninger blev rykket fra det politiske til det administrative niveau. Eksemplet her viser, hvorfor Enhedslisten har haft ret i kritikken.

Enhedslisten glæder sig over, at det er lykkedes at få sat den almene sektor på dagsordenen i Sorø Kommune, endda i et sådant omfang, at lokalpressen er begyndt at beskæftige sig med emnet.

Nu ser vi frem til en temadag, hvor der kan blive ryddet op i den ”Vi alene vide” tilgang, vi oplever, der har været fra Tilsynets side og til gavn for den almene sektor og borgerne i Sorø Kommune.

 

 

Del på sociale medier