Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem – Enhedslisten i Sorø

Som det eneste parti i Sorø Byråd har Enhedslisten før, under og efter kommunalvalget været helt tydelige omkring, at vi ønsker at sætte børn før asfalt. Det har været Enhedslistens ønske at bruge midler på at renovere skoler og daginstitutioner og ikke på at bygge flere veje.

Fra Enhedslisten burde vi med andre ord bare kunne læne os tilbage og være tilfredse, vi har stort set fået det som vi gik til valg på. Kan der findes flere penge i fremtidige budgetforhandlinger, så vil Enhedslisten hellere bruge midler på at modernisere Holbergskolen, så de pædagogiske rammer bliver bedre og trafikforbedringer, end på en omfartsvej.

Når vi alligevel synes processen omkring omfartsvejen er bekymrende, så skyldes det den manglende gennemsigtighed.

Enhedslisten har sammen med resten af borgerne i Sorø kommune fået at vide, at omfartsvejen vil blive op imod dobbelt så dyr at lave som projekteret. Det er muligt det er rigtigt, men det har været meget, meget vanskeligt, at få fat i de konkrete tal og beregninger,

Der har været talt om rapporter og beregninger – ingen af delene er nogensinde forelagt medlemmerne af byrådet.

For Enhedslisten er det vigtigt, at der er gennemsigtighed omring de politiske beslutninger, der tages. Derfor bør beregningerne omkring omfartsvejen være til offentligt gennemsyn. Dette vil sandsynligvis også gøre det lettere for de berørte parter at acceptere de beslutninger, der træffes.

Foto: ABW
Del på sociale medier