Debatindlæg af medlemmer af social- og sundhedsudvalget:
Mogens Schwensen (C)
Bo Christensen (C)
Jens Nygaard (V)
Lars Schmidt (DF)

På det seneste udvalgsmøde i social- og sundhedsudvalget godkendte udvalget de indkomne forslag til budgetforhandlingerne for de næste fire år. Det er bl.a. forslag fra kommunens forvaltning, suppleret med forslag, som vi løbende har drøftet i udvalget samt forslag fra partierne.

Socialdemokratiet har blandt andet indgivet enkelte egne forslag. Forslagene har man kunnet læse om i dagspressen. De fleste af ønskerne er identiske med forslag til indsatser vi allerede har drøftet i udvalget, og i udvalget er vi enige om, er de værd at se nærmere på.

Med tanke på, at Sorø Kommune bruger over 500 mio. kroner på ældre, social -og sundhedsområdet, og sammenholder det med Socialdemokratiets budgetønsker på området, så bør der kunne skabes et kompromis og dermed enighed hen over midten.

I Sorø Kommune bruger vi over gennemsnittet på såvel ældreområde som voksen-handicapområdet i.f.t. de øvrige kommuner i Region Sjælland.

I social- og sundhedsudvalget prioriterer medlemmerne fra Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative et godt serviceniveau, hjælp til dem som har behov samt stor faglighed hos medarbejderne højt. Den tilgang ønsker vi fortsat, og vi håber, at der kan indgås en bred budgetaftale med udgangspunkt i de ressourcer som Sorø Kommune har til rådighed.

Del på sociale medier