Læserbrev af Linda Nielsen, Byrådsmedlem for SF

Sorø Kommune har landets 2. dårligste normering for de 0-2 årige i vuggestuerne. Den bundrekord hentes med en normering på 3,7 børn pr voksen.

Det kan man læse i de nøgletal Kommunernes Landsforening offentliggjorde i starten af januar. ”Kend din kommune” hedder nøgletalskataloget.

For børnehavebørnene, de 3-5 årige, lander Sorø kommune på 12. dårligste plads. Her er normeringen 6,6 børn pr voksen.

Minimumsnormeringerne, som SF har kæmpet for at få vedtaget ved lov, kom igennem i finansloven. Loven skal sikre, at der maksimalt er 3 børn per voksen i vuggestuer og 6 børn pr voksen i børnehaver.

Det bliver et tiltrængt løft af kvaliteten for børnene i Sorø Kommune.

Det løft kommer desværre ikke på en gang i 2020. Der er en indfasning, således at normeringer bliver øget år for år frem til 2025, hvor loven træder i kraft og målet skal være nået.

Der er heldigvis ikke en lov om, at kommunen skal vente til 2025. Byrådet kan prioritere børnene i de kommende budgetforhandlinger. Vi kan nå målene tidligere, hvis vi vil. Det vil SF arbejde for.

I de sidste to år har SF ved hver budgetforhandling prioriteret og fundet finansiering til bedre normering til de yngste børn i vuggestuerne. Desværre var der ikke flertal for det. De borgerlige partier havde andre prioriteringer.

SF arbejder for at ressourcerne til børnene er der, men den pædagogiske frihed i de enkelte institutioner blander vi os selvfølgelig ikke i.

Del på sociale medier