Indlæg af Niels Hilker, formand for DN Sorø.

Hvad har Sorø Kommune gang i? Skal vi opleve endnu et angreb på den bynære natur. Alle træer ved Rørstensgården er i disse timer ved at blive fældet. Indtil videre har den smukke kastanje og det store flotte bøgetræ dog overlevet, men det er måske kun et par dage endnu.

Det er dybt mærkværdigt, grænsende til tåbeligt, at Sorø Kommune ikke lader de nye ejere overveje, hvordan Rørstensgårdens træer vil kunne indpasses i den kommende bydel.

Sorø Kommunes handling er endvidere i strid med intentionerne i den netop vedtagne lokalplan for området. Her fremgår det, at: “det grønne strøg omfatter bl.a. Rørstensgårdens have, hvor der bl.a. står et stort kastanjetræ, et stort bøgetræ samt flere frugttræer, der gennem bevaring og indarbejdning i det grønne strøgs landskabsarkitektur kan være med til at formidle områdets historie. Der skal ved udlæg af stier og udformningen af fællesarealer tages hensyn til havens træer. Det store bøgetræ er udpeget som særligt bevaringsværdigt. Det må derfor ikke beskæres eller fældes uden kommunens forudgående tilladelse.”

I Sorø Kommune er der en iøjefaldende tendens til, at bynær natur, som er levested og spredningskorridor for dyr og planter, skal fjernes og erstattes med klippede græsplæner.

Vi så det ved den hårdhændede fældning på Banevej 30 i Sorø, vi så det på beplantningsbæltet ved Elmebjergvej/Centervej i Pedersborg. Vi beder meget til, at denne uheldige tendens stopper.

DN Sorø beder derfor Sorø Kommune omgående stoppe fældningen, og dermed, til glæde for den bynære natur, bevare de sidste træer ved Rørstensgården.

Foto: DN Sorø
Foto: DN Sorø
Del på sociale medier