Der var hotdogs til alle gæster, da Danmarks største altanvirksomhed torsdag lancerede en ny visuel identitet. Den nye identitet sker efter sammenlægningen mellem Altan.dk og elevatorvirksomheden Alevator.dk. Den nye identitet blev til i tæt samarbejde med designvirksomheden e-Types, som også står bag Vipps og Bang Olufsens brand-identitet.

Foto: SDL

Efter at have revolutioneret altanmarkedet gør Danmarks førende altanvirksomhed Altan.dk sig nu klar til at erobre markedet for elevatorer med ny fusion med Alevator.dk. Sammenlægningen betyder, at begge virksomheder i fremtiden kommer til at gå under navnet Altan.dk. Det markeres samtidig med en helt ny visuel identitet for bedre at understøtte virksomhedens strategi.

Efter 13 år med det velkendte logo stod det klart, at der var behov for at gentænke brand og identitet. I samarbejde med designbureauet e-Types er den nye visuelle identitet blevet udviklet, så logoet, hjemmesiden og typografien i dag er ændret og fremstår mere enkel, tidsvarende og i øjenhøjde med kunderne.

”Vi har glædet os utroligt meget til at kunne præsentere vores nye visuelle identitet og håber, at den bliver godt modtaget af kunder og samarbejdspartnere. Vi har gennem de sidste par år været igennem en større turnaround, hvor vi trimmede virksomheden og søsatte en række udviklingsprojekter, som giver os et rigtig stærkt fundament. Med sammenlægningen af altaner og elevatorer i Altan.dk mener vi, at det er det helt rette tidspunkt at lancere en ny visuel identitet,” siger Ulrik Knudsen, marketingchef i Altan.dk, der netop er hentet til virksomheden efter fem år som selvstændig. Han forklarer:

Foto: SDL

”Med den nye visuelle identitet ønsker vi at signalere, at Altan.dk hjælper danskerne med at skabe det gode liv i byen – om det er med altaner eller elevatorer. Vi får et enkelt og æstetisk udtryk, som giver os mulighed for at kommunikere langt mere i øjenhøjde med vores kunder.”

Direktør Rasmus Ibfelt hos e-Types supplerer:

”Vi har hjulpet Altan.dk med en komplet ny visuel identitet, som handler om at skærpe Altan.dk-brandet samtidig med, vi tilfører brandet mere livsstil. Det har vi blandt andet gjort igennem udvikling af ny hjemmeside og gentænke logoet, typografien, billeder og overordnet kommunikation. Altan.dk er meget mere end altaner og elevatorer. Det handler om de alle gode oplevelser, de fører med sig. Altan.dk er til det gode liv i byen og det ønsker vi at kommunikere med det nye brand.”

Foto: SDL

Ny identitet – de samme familieværdier
Sammenlægningen af de to forretningsben sker bl.a., fordi der er stor synergi mellem altaner og elevatorer. Konceptet er det samme, uanset om kunderne ønsker en ny altan eller etableringen af en elevator. Altan.dk tilbyder totalrådgivningen fra den indledende besigtigelse til service af den færdige elevator, ligesom det er tilfældet med altaner.

”Selvom vi sammenlægger forretningerne og opdaterer vores hjemmeside, logo og font, er vi stadig den samme virksomhed med de samme sunde familieværdier, som vi altid har arbejdet efter. Vi er en familie, ikke kun bogstaveligt talt, men også på arbejdspladsen, og det er stadig vores drøm, at det skal være nemt og rentabelt at få en altan eller elevator etableret i Danmark. Og med den nye hjemmeside bliver processen lettere og mere overskuelig for vores kunder,” siger Casper G. Knudsen, adm. direktør i Altan.dk.