I foråret annoncerede vi i Dit Sorø at DR TV ville optage en udsendelse til serien Guld i Købsstæderne her i Sorø. Men hvad blev der af udsendelsen? Johannes Lundstrøm har undersøgt sagen for Dit Sorø og skriver:

Mange Soranere fulgte i sin tid opfordringen til at komme ned på Sorø Akademi’ Skole for at få deres antikviteter vurderet af eksperter. Her havde DR indrettet hovedbygningens imponerende festsal med bl.a. meterhøje malerier af tidligere danske konger til optagelsen af eksperternes vurderinger.

Som gammel Soraner i dobbelt forstand stillede jeg naturligvis ind på DR! Den 18. juli, og igen den 25. juli for at se udsendelsen.

Det, som jeg specielt glædede mig til at se, var den præsentation af værtsbyen for udsendelsen, som veksler med vurderingerne.

Johannes Lundstrøm

På en måde har jeg det lidt som Dansk-Amerikanere. Nu, hvor jeg ikke længere bor i byen, følger jeg levende med i, hvad der rører sig og glædes igen og igen over de mange aktiviteter, som sætter fokus på min bardoms og ungdoms smukke by nede midt i det Sjællandske landskab.

Jeg blev derfor enormt skuffet, da udsendelsen ikke viste sig i programoversigten. Har jeg husket forkert? Hen til PC’en, ind på DR’s programsider, hvor jeg hurtigt fandt alle de andre programmer fra Holbæk og Haderslev – men ikke Sorø.

Der må være en forklaring, og den vil jeg have. Jeg kontaktede journalist Charlotte Rafn fra DR TV, og hun var heldigvis hurtig til at sende mig følgende svar:

Ja, jeg kan godt forstå du undrer dig – programmerne, som blev optaget først på sommeren, er alle blevet rykket til sendestart i august. I stedet er der blevet sendt nogle genudsendelser fra 2017 i løbet af sommeren.

Nu kommer der nye programmer fra 15. august og programmerne fra Sorø bliver sendt 12/9 og 19/9 kl. 20 på DR1.

Hvis I som jeg har undret jer, så kan I nu se frem til, at udsendelserne trods alt kommer på skærmen.

Men nu, hvor ordet ’undre’ er kommet i spil, så vil jeg bruge det igen til at udtrykke min undren over, at DR ikke straks det blev klart, at udsendelserne skulle sendes senere, sendte denne oplysning til bl.a. Dit Sorø. De kontaktede os dog i det tidlige forår for at vi kunne hjælpe dem med at skabe interesse for udsendelsen forud for optagelserne. Det gjorde vi gerne, og derfor ville vi også gerne have kunnet informere vore læsere om denne ændring, som specielt de, som har medvirket ved optagelserne, måtte være meget interesserede i.

Men lad det være fortid. Lad os glæde os over at Dit Sorø nu har genfundet guldet fra Sorø og kan berette, at det vises til september, hvis altså der ikke sker nye ændringer.

Del på sociale medier