Standerstrygningen den 28. oktober, som blev foretaget af ungdomsleder Sarah Hundstrup, markerede afslutningen på udendørssæsonen 2017 for Sorø Roklub.

Det skriver roklubben til Dit Sorø.

Sæsonen har budt på masser af skønne roture af alle Sorøs roere – nye som gamle – unge som ældre. Endnu en mild vinter sikrede, at kaproerne kom tidligt i gang på vandet, og sæsonen har budt på flotte resultater i blandt andet TU-cup’en for juniorroerne – her lagde de unge sig i den bedste fjerdedel på landsplan.

Ved standerhejsningen sluttede ungdomsroere, morgenroere og motionister sig til, og mange nye ansigter er gennem sæsonen dukket op og har fået smag for naturen på Sorø Sø.

Klubmesterskabet 2017 blev roet i et susende efterårsvejr og der blev trukket lod om pladserne i Gig-bådene mellem de ca. 20 deltagere og sejren gik til: Christian Mølvig, Karl-Emil Arensbach, Nicoline, Jannick Wly Andersen og styrmand Ruth Köster. Foto: Sorø Roklub.

2017 blev året, hvor klubben endelig fik sin nye dejlige træningssal indviet. Indvielsen skete i juli, lige op til Sorø-regattaen, med deltagelse af borgmesteren, sponsorer og klubbens medlemmer. Alle var enige om, at det er en meget flot tilbygning i respekt for naboer og natur, som roklubben har sukket efter i så mange år.

For første gang ved standerstrygningen har der ikke været brug for at omrokere hele bådhallen og putte medlemmerne sammen under trange kår uden dagslys, i år kunne roklubben bruge de nye dejlige lokaler med direkte udsigt over søen – sikke en fornøjelse.

Vinterpokalen gik i år til en roer, som ikke har roet mange kilometer grundet en dum skade, men til gengæld har han og hans firma udført den nye tilbygning i et tempo og med en præcission til alles tilfredshed. Uffe Søgaard fik velfortjent denne opmærksomhed.

Efterfølgende afsluttedes sæsonen med fest, taler, zumba og Les Lanciers, som vanen byder.

Følg Sorø Roklub på Facebook.

Del på sociale medier