Kathrine Lilleør, Iben Tranholm og Anne Sophia Hermansen var blandt talerne på sommerhøjskolen i Sorø

Af Kasper Støvring

Sorø tager sig ud fra sin allerbedste side i dagene 3.-5. juli, hvor den årlige sommerhøjskole på Akademiet finder sted. Som altid er højskolen velbesøgt – samtlige billetter var nærmest øjeblikkeligt solgt ud – og byder også i år på gode foredragsholdere og et engageret og tålmodigt lyttende publikum. Solen skinner ind ad ruderne i den prægtige foredragssal, frokosten er god, og man føler sig stemt på en særlig ophøjet måde, når man befinder sig i Akademiets traditionsrige rum. Og selvfølgelig synger man Ingemanns smukke salmer, også dette år.

1.

Blandt hovedtalerne er tre kvinder med noget på hjertet. Iben Tranholm, katolik og teolog taler om den mand, vi savner. Og det er en rigtig mand, forstår man. Problemet med vores tid er, ifølge Tranholm, at vi lever i et femininiseret samfund, der så at sige har vendt op og ned på kønsrollemønstrene. Mænd er ikke blot blevet feminine; kvinder er også blevet maskuline. Konsekvensen er, at der ikke er nogen stærk tiltrækning mellem kønnene længere, fordi vi ikke lever efter vores natur. Dertil kommer, at 42 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og at homoseksualitet er langt mere udbredt og anerkendt end tidligere.

Efter 1968 blev kvinderne frigjorte, men frigørelse betyder i virkeligheden, at kvinder nu skal være uafhængige. Det gælder ikke kun i forhold til arbejde, men også i forhold til familie og børn. Kvinder har ikke længere brug for en mand, og det har haft mange negative konsekvenser. Tranholm henviser til en amerikansk kønsforsker, der for et par år siden bosatte sig i Danmark for at studere frigørelsens konsekvenser for danske kvinder. Hans betragtninger var deprimerende. Danske kvinder var ifølge amerikaneren blevet dominerende, bedrevidende, maskuline og ucharmerende!

Frigørelse handler således ikke kun om ligestilling, men om meget mere. Om at klare sig på egen hånd, få børn uden mænd, og at fratage mænd deres rettigheder. Konsekvensen er, at manden, faren, er isoleret og fraværende. Drenge har dermed ingen mandlige rollemodeller. Dertil skal lægges institutionernes betydning for socialisering. I f.eks. børnehaverne findes der stort set kun kvindeligt personale.

Som Tranholm fyndigt siger: Kvinder bruger det meste af tiden i parforholdet på at tæmme mændene, derefter forlader de dem, fordi de ikke længere får kvalificeret modspil. Kvindefrigørelsen er dermed vendt om: Kvinden er den nye patriark, eller matriark. Mange kvinder har ganske enkelt heller ikke plads til en anden i deres liv. De har travlt med selvrealisering, og kvinden vil ikke længere ofre sig, f.eks. ved at være mor. De bliver derfor stressede og forvirrede om deres identitet som mor. De vil have det hele, men rigtig mange får i det lange løb kun depressionen. Problemet forværres af, at mange kvinder ikke kan finde en tilstrækkelig højtuddannet mand, og mænd er omvendt skræmte af højtuddannede kvinder, især hvis de også er feminister.

Tranholms pointe er, at ligestilling er godt i det offentlige rum, men privat, i hjemmet, bliver den et problem. En demokratiseret kærlighed, hvor vi alle er lige, og hvor biologiske forskelle ikke må spille en vigtig rolle, er uden dynamik.

Men alt er alligevel på en måde ved det gamle. Maskuline dyder glorificeres stadig, f.eks. i film som Gladiator. Her er manden stærk, voldsom og ofrer sig for andre. Og langt de fleste kvinder længes i dag efter en mand, for der følger en enorm ensomhed i kølvandet på den moderne frigørelse. Løsningen ifølge Tranholm er at være kærlige på en aggressiv måde, som hun udtrykker det. Maskuline dyder og gensidig respekt er kuren mod det frigørelsesideal, der for længst er løbet af sporet.

Iben Tranholm
Iben Tranholm

2.

Anne Sophia Hermansen er pressechef og blogger på Berlingske. Hun disker op med en kritik af velfærdsstaten og er flittig til at inddrage det spørgelystne publikum i diskussionen. Vi betragter velfærdsstaten som en hæveautomat, og politikerne, der burde være ledefigurer i en reformindsats, er ganske enkelt ikke dygtige nok. Hermansen beretter om en mor i sin søns børnehave, der med god samvittighed og som det selvfølgeligste i verden holdt et par års orlov på det offentliges regning. Andre betaler altså for, at denne mor kan være sammen med sine børn. Hun skubber som så mange andre regningen videre.

I Velfærdsdanmark mangler vi en sans for pligt og moral og en forståelse af, at der ligger en stor værdighed i at kunne klare sig selv uden at være end byrde for andre. Vi har verdens højeste skattetryk, og adskillige borgere er på offentlig forsørgelse. Undersøgelser viser f.eks., at vi ikke vil lade vores partner forsørge os, men derimod tager vi for givet, at det offentlige, den anonyme velfærdsstat, sørger for os. Det vil i grunden sige alle vi andre borgere, den anonyme nabo. Som Hermansen påpeger: Der ligger en enorm ansvarsforflygtigelse i at gøre velfærdsstaten til en hæveautomat.

Selv om solen skinner udenfor, tegner Hermansen et mørkt billede af nutidens Danmark. Skatterne er for høje, rigtig mange forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, der ikke har nogen plads i samfundet, og de ufaglærte jobs outsources i stor hast til andre lande med lavere lønninger.

Her burde politikerne træde i karakter. Men der er stort set ingen, der gør det – ifølge Hermansen. Grunden til at de talentfulde ikke ønsker at engagere sig i politik, finder Hermansen i to forhold: i medierne og i de dårlige lønninger. Hermansen bliver af en tilhører spurgt om, hvorfor hun ikke selv engagerer sig i politik. Det underforståede i det spørgsmål går på, at Hermansen tidligere har stillet op for Liberal Alliance, men det parti var ikke noget for hende, lyder svaret. Med udsigten til at blive behandlet som skidt af medierne – der nidkært ville snage i hendes privatliv, rode i hendes skraldespand, eftersøge tidligere elskere og kulegrave hendes brug af sort arbejde – takkede hun nej. Det er ikke spor sjovt, at hendes søn ville kunne se hende udleveret på forsiden af Ekstra Bladet.

Dermed får Hermansen også sagt, hvorfor andre er modvillige i forhold til at engagere sig politisk. Men problemet består: Politikere i Folketinget er stort set uden erfaring fra ”det virkelige liv”. De er teknokrater og skoles direkte fra cand.polit.-studiet ind i partipolitik. Som Hermansen påpeger: Der er stort set ingen iværksættere blandt politikerne på Christiansborg. Og der synes at være en længsel efter politikere med erfaring; derfor får SF’s Mathias Tesfaye stor succes. Han kommer med erfaringen fra skurvognen, hvilket mange finder eksotisk. Nej, MF’ere er, med Hermansens udtryk, ”revisorsjæle”.

Løsningen på velfærdsmiséren er ifølge Hermansen, at man gør op med ansvarsfralæggelsen når f.eks. forældre beder lærerne i skolen om at opdrage børnene, når omsorgen for ældre helt overlades til plejehjem, og når staten gøres til en afladsstat: Andre sørger for det, vi selv burde gøre. Familien tømmes for funktioner, og det er i bund og grund moralsk nedbrydende.

Sagerne om Dovne-Robert og Fattig-Carina viser, at man kan klare sig udmærket på det offentliges regning, selv om man ikke gider at yde en indsats. Det allerværste, afslutter Hermansen, er ikke, at denne krævementalitet vinder frem. Nej, det er, at staten bare giver såkaldte svage borgere penge og efterlader dem uden håb og tro på sig slev. En bjørnetjeneste, kaldte man det i gamle dage.

Anne Sophia Hermansen
Anne Sophia Hermansen

3.

Vi afslutter med den første taler på sommerhøjskolen 2013. Det er sognepræsten Kathrine Lilleør, der taler om hjertets dannelse. Hun angriber tidens selvdyrkelse, hvor man hele tiden fokuserer på sig selv og ringeagter viden og erfaring. Men sand selvforståelse er afgørende for at kunne udvikle sig til et menneske.

Især poesien fører til selvindsigt, men det kan også være en ubarmhjertig proces. Lilleørs eksempel er H.C. Andersens berømte novelle ”Skyggen”, fortællingen om den tørre, livsfremmede lærde mand, der skriver afhandlinger om det gode, det sande, og det skønne, men ikke kender livet. Det gør hans skygge derimod, og af samme grund tager den magten fra herren, den lærde mand. Men skyggen er dæmonisk, den symboliserer menneskets natside. Der er ondskab i skyggens forførelse af prinsessen, som til sidst fører til, at den lærde mand henrettes på befaling af skyggen, der nu er blevet hersker over landet. Livet rummer både lys og mørke, konkluderer Lilleør, men skyggen kender kun mørket. Han mangler selvindsigt og bliver derfor selv dæmonisk.

Lilleørs vinkel på emnet om hjertets dannelse og sand selvindsigt er desuden Kierkegaards ”Forførerens dagbog”, hvor den yndige Cordelia forføres, giver al sin kærlighed og efterlades brutalt af forføreren Johannes, der i forvejen har alt. Også Johannes forføreren er uden selvindsigt og handler derfor ondt. Hvis forføreren er uden selvindsigt, så vil han ikke erkende sin grundlæggende skyld. Kristendommen får derimod mennesket til at se indad. Her får det øje på synden, men modtager Guds tilgivelse. Når vi er elskede af Gud, ser vi os som dem, vi er, siger Lilleør, nemlig som væsener, der rummer både mørket og lyset. Når vi ser os selv som syndere, får vi også lettere ved selv at tilgive andre. Cordelia viser forføreren kristendommen; det er meningen bag fortællingen af den kristne tænker Søren Kierkegaard.

Lilleør afsluttede sit foredrag ved at tale om syndefaldet, der kom af, at Adam og Eva tvivlede på, at Gud var god; derfor lod Adam og Eva sig friste af slangen. Den dom, der faldt over manden, var at han skulle tjene sit brød i sit ansigts sved. Det vil ifølge Lilleør sige, at han hele tiden skal gøre sig fortjent. Kvinden fik to domme. Dels at hun skal begære sin mand, og at han skal herske over hende. Det udlægger Lilleør sådan, at hun skal begære sin mand, ikke alle mulige mænd. Dvs. hvis hun begærer manden, så udleverer hun sig til sin mand. Hun gør som Cordelia kærligheden til det største i livet, og af samme grund bliver hun hos forføreren, den præsterende mand. Hun giver sig hen; hengivelse er kvindens væsen. Det anden dom er, at hun føder i smerte. Lilleørs udlægning er den, at det er kvindens lod at bekymre sig i sit moderskab. På den måde får Lilleør sagt noget opbyggeligt om kvinden, men – kan man mene – hun får sagt noget mindre flatterende om manden. Hvis han altså er en dæmonisk forfører uden selvindsigt.

Kathrine Lilleør
Kathrine Lilleør