Altan.dk overraskede forleden Team Rynkeby Vestsjælland med en check på 200.000 kroner til Børnecancerfonden. Det oplyser Team-Rynkeby.dk.

altandk sponsorRytterne var regnvåde efter holdets sidste 40 km lange træningstur, inden turen går mod Paris. Medrytteren Niels Urban Hansen, der arbejder i Altan.dk, var blevet sendt i byen af ejer Peter Knudsen med en markant forhøjelse af firmaets guldsponsorat for holdet.

– Jeg har kæmpe stor respekt for det kolossale arbejde, som Team Rynkeby Vestsjælland gør for Børnecancerfonden, og det håb som deltagerne indgyder hos de kræftsyge børn og deres familier. Jeg ved, hvor meget holdet har knoklet det seneste år, og det er det arbejde, som jeg gerne vil anerkende ved at øge Altan.dks sponsorat, siger Peter Knudsen, der selv deltog på Team Rynkeby Vestsjælland i 2014 og 2015, til Team-Rynkeby.dk

– Altan.dk har allerede gjort rigtig meget for holdet de seneste sæsoner, så denne gestus til holdet og til Børnecancerfonden understreger bare den gavmildhed, Peter Knudsen og virksomheden besidder. Jeg er dybt taknemmelig på Børnecancerfondens vegne, siger holdkaptajn Poul Buur til Team-Rynkeby.dk