Fredag den 2. marts var national Trivselsdag i Danmark. På Sorø Privatskole satte de derfor skolens sociale trivsel på skoleskemaet en hel dag i samarbejde med Red Barnet under temaet “Min skole – Min ven”. I 4.X gik de ekstraordinært til værks, da de valgte at bringe arbejdet med trivsel til Røde Kors Hjemmet i Sorø.

Det skriver Sorø Privatskole til Dit Sorø. 

Skoler i hele Danmark markerer hvert år den nationale Trivselsdag første fredag i marts. I år arbejdede eleverne på Sorø Privatskole, der er Red Barnet Ambassadørskole, med Red Barnets undervisningsmateriale “Min skole – Min ven”.

Her skulle eleverne på forskellig vis finde frem til værdier for et godt klassefællesskab og hvilke konkrete handlinger, der kan få værdierne ind i hverdagen.

Det var op til klasserne selv at bestemme, hvordan de ville behandle temaet. Eleverne i 4.X valgte derfor, at brede temaet ud på en anderledes måde, og bringe arbejdet med trivsel udenfor skolen og hen til beboerne på Røde Kors Hjemmet i Sorø.

Eleverne mødte ganske enkelt op med en bog under armen, som de skulle læse højt af for de ældre. Det vigtigste var dog ikke bogen, men alt det, der finder sted uden om højtlæsningen i mødet med et andet menneske.

“Jeg har gode faringer med samarbejdet mellem unge og ældre fra min tidligere skole, og så snakkede jeg en dag med forfatter Jesper Manniche, som vi tidligere har haft besøg af på skolen. Det viste sig, at han arbejder på Røde Kors Hjemmet, og han var helt med på idéen, om at lave noget omkring læsning mellem unge og ældre,” fortæller Malene Leander Munk Siebenkäß, der er klasselærer for 4.X på Sorø Privatskole, og fortsætter:

”Jeg brænder for, at børn og unge lærer at begå sig på en ordentlig måde i vores samfund. Vi skal ikke isolere os i forskellige institutioner, alt efter hvilken livsfase vi befinder os i. Unge lærer af ældre, og ældre lærer af unge. Sådan har det altid været. Vi skal se vores forskelligheder som en styrke og stå sammen om at hjælpe og passe på hinanden. Jeg ser mange muligheder i samarbejdet.”

I klassen går der også elever, som er ordblinde, men her kunne de ældre læse for eleverne, og eleverne kunne vise de ældre, hvordan teknologien hjælper dem med at læse.

Det var i det hele taget en rigtig god dynamik mellem de unge og ældre, da de mødtes. Ifølge de to initiativtagere lykkes målet om at give alle en god og lærerig oplevelse i den grad.

Foto: Sorø Privatskole.