Af Rolf Clausen, Borgmesterkandidat, Venstre

Til indlægget med teksten ”Skoleskibe på kollisionskurs” er jeg nødt til at komme med noget konkret fakta. Jeg har i mit indlæg skrevet, at der gennem de seneste 4-5 år er sket rigtig mange ting. Det bliver så i omtalte indlæg omskrevet til de sidste 3-4 år.

Rolf Clausen. Foto: Venstre Sorø

Det jeg nævner i mit indlæg er bl.a. følgende:

”Der har i de seneste 4-5 år sket rigtig meget på skoleområdet, nok også for meget. I 2013 var der en konflikt som vi husker, og i 2014 kom den nye skolereform med længere skole-dage og med tid til fordybelse, et centralt krav om at 95 pct. af alle elever skulle inkluderes i normalklasserne, mere motion og bevægelse samt lektiecafe osv. I samme periode skulle der også implementeres, at alle elever blev udstyret med en Ipad hvorpå meget af under-visningen skulle foregå på, og dette på bekostning af almindelige bøger m.v.”

Intet af dette har jeg besluttet, det er på Christiansborg der er truffet en beslutning om en ny Folkeskolereform. Og det faktum, at der forinden havde været en konflikt på skoleom-rådet, mener jeg heller ikke at have andel i. Indførelse af IPads blev besluttet før 2014.

Et stort projektet, som bliver nævnt, er også besluttet i enighed i BUU dels i sag 175 den 9/6 2015 og i sag 239 den 02/12-15. Således har både Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokratiet bakket op om dette, inklusiv skribenten om ”Skoleskibe på kollisionskurs”.

Så det er sikkert og vist, at vi sætter fagligheden og trivslen i højsædet, og derfor bliver der ikke besluttet nye projekter, skolerne har brug for arbejdsro. Det er besluttet i sag 346 på mødet i BUU den 27/9 2016 i enighed. Så også her er jeg og Venstre troværdig og altid til at regne med.