Borgmester Gert Jørgensen måtte klatre til tops i klatretårnet på Dianalunds nye aktivitetsområde “På Banen”, da den røde snor skulle klippes ved indvielsen søndag.  

Borgmester Gert Jørgensen måtte klatre helt til tops ved indvielsen søndag. Foto: Jacob Thygesen

Det skriver Dianalund B&U Kultur i en pressemeddelelse.

Alt var blevet færdigt og klar til den store dag. Bordene med frugt og juice fra Netto og Fakta stod klar, og uddeler Max Tomsen fra SuperBrugsen var kommet med friskbagte kanelsnegle til alle.

Tina Larsen fra Dianalund B&U Kultur startede med at holde en lille tale om, hvordan udviklingen af området var blevet til.

Hun takkede samtidig Henrik fra Brolagt for sit store frivillige arbejde blandt andet med at færdiggøre afgræsningen omkring klatrelandet og for de to bordebænkesæt, samt HEJ Tømreren og Dianalund Motor for deres velvilje i samme forbindelse.

Formanden for Dianalund UdviklingsRåd Louise Sjøberg talte herefter om, at aktivitetsområdet “På Banen” er en del af Helhedsplanen for Dianalund og det store arbejde alle fra Dianalund B&U Kultur har lagt i at første etape kunne blive en realitet.

Hun kunne samtidig fortælle om hvilken stor betydning Dianalund B&U Kultur har for byen med deres mange andre forskellige aktiviteter for børn og unge.

Herefter stillede Borgmester Gert Jørgensen op for at takke for alle de frivillige kræfter der er blevet brugt på at organisere området, til gavn og glæde for nuværende og kommende børnefamilier i Dianalund.

Borgmesteren klatrede til tops
Nu kom så det øjeblik de fleste havde ventet på. Borgmesteren kravlede nu sammen med Louise op i det 7,3 meter høje klatretårn for at klippe den røde snor over.

Her erklærede han første etape af aktivitetsområdet “På Banen” for åben, til stor jubel og klapsalver fra de omkring 350 fremmødte.

Borgmesteren nåede ikke ned derfra før der var mindst 30 børn på vej op, og resten af formiddagen gik med tage for sig af de opstillede drikkevarer, frugt og Max havde travlt med at få delt 200 kanelsnegle ud.

Dianalund B&U Kultur vil gerne endu en gang takke Netto, Fakta og SuperBrugsen for forplejning på selve dagen og HEJ Tømreren for træ til afgrænsningen, Dianalund Motor for at stille timer og værktøj til rådighed og ikke mindst Henrik Oscar Henriksen for at færdiggøre afgrænsningen og udarbejde projektering af jordarbejdet omkring klatrelandet og legepladsen.

Dianalund B&U Kultur er lige nu igang med at søge fondsmidler til at kommer videre med de næste etaper som blandt andet indbefatter skatebane og multibane.

Se her Jakob Thygesens billeder fra indvielsen.

GemGem