tai27 internationale instruktører, 42 sortbælter, 130 deltagere fra Finland, Norge, Sverige og Danmark skabte et stærkt, skandinavisk fællesskab i weekenden d. 12-14 juni. Sorø Hallerne lagde rammerne for en weekend fyldt med glæde, samvær, hård træning og gradueringer for sortbælter.

Lejren er opstået som et samarbejde mellem Sorø Taekwon-Do, Lindome Taekwon-Do (Sverige) og Ljungby Taekwon-Do (Sverige); hvor tre internationale instruktører under ledelse af Sorø Taekwon-Do’s hovedinstruktør Thomas Brandt i fællesskab lader idéer blive til virkelighed.

Udøvere fra 8 år og op til 62 år blev trænet i teknik, kamp og teori gennem hele weekenden, hvor der naturligvis også blev plads til en fælles badetur til Skjolden, hygge på gangene og hos Viggi’s samt mulighed for at se det historiske Sorø.

Lørdag mødte ekstraordinært 22 KIDS-elever i alderen 6-8 år ind på lejren, hvor de fik en kort workshop og en fantastisk graduering med besøg af Taekwon-Do Dragen Yongmun.

Lørdag aften var der stor national graduering for sortbælter, hvor Sorø Taekwon-Do’s egen Torben Danielsen graduerede til 2. dan og Lukas Brandt til 1. dan.

“Vejret var fantastisk, så der blev både trænet udenfor og i alle haller. Maden var sund og nærende, leveret med fin service og smil fra Viggi’s og samarbejdet med Sorø Kommune omkring booking og praktiske forhold har været enestående. Vi glæder os til næste år, hvor Sorø igen vil gæstes af internationale udøvere af Taekwon-Do en solskinsrig weekend i juni”, fortæller Thomas Brandt.

tai3tai