Friluftsgårdens nye naturvejleder, Kirsten Blicher Friis, har flere kander med helt friskpresset, ufiltreret æblemost med til præsentationen af efterårets aktiviteter. De er det håndgribelige resultat af dagens besøg af et hold børnehavebørn, der har prøvet at lave most af deres egne, medbragte æbler på Friluftsgårdens mostpresse. Derudover er det hensigten, at børnene, der også har været på orienteringsløb i skoven, får en dybere oplevelse og forståelse af naturen og produktionen af mad med sig hjem, forklarer Kirsten Blicher Friis.

Kirsten Blicher Friis er uddannet i geografi og kommunikation fra RUC og har tidligere været ansat i Københavns Madhus – en organisation, der arbejder med sund og bæredygtig spisekultur og fødevareproduktion i det offentlige rum. Siden 1. juni 2014 har hun været ansat på Friluftsgården af driftselskabet, der har taget over efter at den selvejende institution blev afviklet.

kongskilde smedje (3)
Vi er samlet foran smedjen på Kongskilde Friluftsgård

Fra jord til bord
En del af aktiviteterne for børn fra børnehaver og skoler er samlet under det overordnede tema ”Fra jord til bord”. ”Tanken er, at børnene konkret følger processen fra råvare over tilberedning til servering,” siger Kirsten Blicher Friis.

Institutionerne besøger Friluftsgården fire gange som et forløb, hver gang med et undertema, der tager udgangspunkt i årstiden og de lokale råvarer i sæson, lokale producenter og lokalhistorie. Kirsten Blicher Friis nævner frugt, korn, fisk og kød som eksempler på undertemaer:

Frugt – børnene plukker æbler, mirabeller, brombær og lignende, der kan syltes eller laves til saft, marmelade eller grød
Korn – børnene prøver at valse havregryn, male mel og bage brød og pandekager
Fisk – børnene fisker i de lokale søer og tilbereder fisken på planke over bål, ved rygning, stegning eller indbagning
Kød – børnene oplever kvæg eller vildt i området sammen med en landmand eller jæger og er med til at plukke eller pelse dyrene og derefter tilberede kødet

På længere sigt vil Kirsten Blicher Friis gerne udvide med yderligere et overordnet tema: ”Fra have til mave”, hvor børnene for eksempel kan prøve at lave højbede og lære om kompostpostprocessen.

kongskilde smedje (1)
Kurt og Robert

Børn skal smede knager
De voksne kan også komme med Kirsten ud i naturen omkring Friluftsgården. Den 27. september arrangerer Spis Sorø en svampetur i Grydebjerg Skov med en generel introduktion til svampe og forskellen på de spiselige og giftige. Man kan selv samle løs i skovbunden og bagefter få hjælp af Kirsten og Mette Herget fra Haveapoteket til at sortere høsten samt tips til tilberedningen. Flere arrangementer kommer til.

Udover natur-aktiviteterne har Kirsten Blicher Friis sat gang i den gamle smedje på Kongskildes område – et projekt for 7. klasses børn og børnehavebørn. To erfarne smede, brødrene Kurt og Robert Simonsen, skal i første omgang introducere 7. klasses skolebørn fra Filadelfia til det praktiske smedehåndværk. Børnene skal blandt andet arbejde med at smede knager.

De to smede har ikke tidligere arbejdet med børn, men de er klar til den nye opgave: ”Vi skal lige lære, hvordan vi gør. Men vi har begge to børn og børnebørn, så det skal vi nok finde ud af,” lyder det samstemmende. Efterfølgende er idéen, at 7. klasses børnene sammen med Kurt og Robert skal lære store børnehavebørn fra Børnehuset Munkebjergvej at smede.

”For de store børn bliver der på den måde tale om en dobbelt læring – for at kunne lære fra sig skal man først selv for alvor forstå,” siger Kirsten Blicher Friis. ”Desuden passer samarbejdet mellem små og store børn rigtig godt i forhold til den nye skolereforms målsætninger om brobygning mellem førskolebørn og skolebørn.”

Den gastronomiske fane holdes højt

Mens naturvejlederen har travlt med de udendørs projekter, har Kongskildes forpagter, Rene de la Cruz, travlt med nye initiativer indenfor på friluftsgården. Der er kommet en ny køkkenchef i huset, og dermed er der kapacitet til, at Kongskilde nu kan tilbyde mad ud af huset – med samme kvalitet og anretning, som hvis man holdt sin fest på stedet. Om kort tid udvides personalet yderligere med kokkeelever, hvilket ligger fint i tråd med et ønske på Kongskilde om både at give viden videre og give noget tilbage til samfundet.

Kurser i madteambuilding for grupper og organisationer er allerede veletablerede på Kongskilde, og Rene de la Cruz fortsætter det gode samarbejde med den lokale chokoladekunstner, chokoman Jørgen Gornitzka.

/Nina Matthiesen