Lokalrådene er valgte repræsentanter for lokalområdet og fungerer som talerør for borgerne. På
grund af deres brede kontakt med borgerne i området, bør Lokalrådene ses som en slags
”specialister” på, hvad der giver mening lokalt.

”Som kommune skal vi ikke tage over for folk”.

Lynge Lokalråd vil indledningsvis opfordre til, at man generelt, og i endnu højere grad, bruger
Lokalrådene aktivt i alle spørgsmål, som vedrører lokalområderne – eller hvor lokale kræfter vil
kunne være med til at løse en indsats, der gavner lokalt.

Vores høringssvar er bygget op over de fire temaer, som er beskrevet i høringsmaterialet til
Vision 2022.

Tema 1: Det gode hverdagsliv med sundhed og trivsel for alle

”Sorø Kommune vil arbejde målrettet, tværfagligt og med fokus og forebyggelse på at tilbyde
rammerne om det gode hverdagsliv med sundhed og trivsel for alle borgere.”
” … vi vil tænke sundhed og trivsel ind i vore fritids- og kulturtilbud, byudvikling og i forhold til
pleje og udvikling af naturen og de rekreative muligheder.”

”Vi vil støtte de levende byer og lokalsamfund som rammen om det gode hverdagsliv”
Sundhed og trivsel er mange ting, og ikke blot motion og ”faciliteter”.

Trivsel er f.eks:
• Stilhed og plads
• Tryghed.
• At kunne være som man er, der hvor man bor – også hvis man bare ønsker at være sig
selv.

Sundhed er også at kunne cykle rundt til ting, f.eks at børnene kan cykle i skole, eller at man
kan cykle til naturoplevelserne, på sikre veje.

”Sorø Kommunes fornemste og vigtigste opgave er at tilbyde rammerne om det gode
hverdagsliv for vore borgere. Rammer, hvor man kan leve og udvikle sig, og hvor man kan
trives.”

Gode rammer og et godt hverdagsliv, kan for nogle blot være et overskueligt miljø med langsom
tilvækst og udvikling. I landsbyerne har vi gode muligheder for at skabe inkluderende og trygge
nabofællesskaber med plads til forskellighed.

Lokalrådene skal ses som en drivkraft i fællesskaberne, hvor vi gennem meningsgivende
aktiviteter har tilbud der favner bredt.

Tema 2: Levende byer og lokalsamfund – med natur, kultur og historie

I Sorø Kommunes Vision- og Planstrategi 2018 står der bl.a. følgende om landsbyerne og det åbne
land:

”Landsbyerne er alternative bosætningsområder, der byder på anderledes miljøer og
kvaliteter.”

Lynge Lokalråd opfordrer til, at man viderefører denne vinkel i den kommende Vision 2022, både
når man tænker bosætning og når man tænker oplevelser med natur, kultur og historie.

”En væsentlig faktor for en fortsat positiv bosætning, er at kunne tilbyde attraktive
byggegrunde og et mangfoldigt boligmarked, der modsvarer borgernes og tilflytternes
ønsker og behov.”

I Lynge har vi i de senere år oplevet, at vore tilflyttere er borgere, der aktivt vælger at bosætte
sig på i en landsby eller på landet.

Tilflytterne vælger sandsynligvis bolig ud fra en afbalancering af kriterier som pris og
beliggenhed i forhold til faciliteter som skole, indkøb og transportmuligheder. Generelt giver
tilflytterne dog udtryk for at det OGSÅ er ”det lille samfund”, muligheden for fællesskab med
naboer i et overskueligt miljø og det, at man kender hinanden, der er drivkraften bag, at de
vælger netop landsbyen frem for en ny udstykning.

Vi bekymrer os derfor over, at der i høringsmaterialet tales meget om bosætning og attraktive
byggegrunde, hvilket vi læser som udstykning med henblik på tilflytning, og mindre om, hvordan
man vil værne om eksisterende boligområder i de mindre lokalsamfund, samt tage vare på dem
der allerede bor der.

Landsbyerne og det åbne land skal tænkes med, når man taler om mangfoldighed på
boligmarkedet

Som kulturmiljøer har mange af de mindre landsbysamfund i Sorø Kommune i det store og hele
bevaret den oprindelige landsbystruktur – typisk, ofte bygget op omkring en kirke, en
landsbyskole, et forsamlingshus og et gadekær. Flere steder har man rester af de oprindelige
virksomheder, efterhånden dog oftest ombygget til boliger. Der er stadig enkelte familier
tilbage, som i generationer har drevet landbrug i et givent område, og det er muligt at finde
mennesker, der kan fortælle om livet på landet, som det var en gang.

Ovenstående er helt unikke kvaliteter, som er med til at gøre det attraktivt at bosætte sig uden
for byområderne.

Der kan være et modsætningsforhold mellem at skulle værne om naturen og at gøre naturen
tilgængelig for oplevelser. Det at skulle værne om naturen er også ofte i modsætning til ønsket
om at udvikle og udbygge boligområderne, herunder at sikre gode adgangsveje til nye
udstykninger.

I Danmark er synet af vores himmelrum kun få forundt, da kunstigt lys fra boligområder,
sportsanlæg, gadebelysning og erhvervsvirksomheder forhindrer kig til stjernerne. Man må
forestille sig, at adgang til at se nattehimlen lige uden for sin bolig i fremtiden bliver en endnu
mere attraktiv ”vare”, når potentielle tilflyttere skal vælge et sted at bosætte sig.

Endelig skal man se dét at fremme et rigt plante- og dyreliv, OGSÅ som at bevare de uberørte
områder og give plads til naturlig og vild natur.

Lynge Lokalråd vil derfor opfordre til, at man altid tænker såvel hensynet til den omgivende
natur, som til eksisterende kulturmiljøer ind, når der planlægges nye bolig- og erhvervsområder.

Løsninger skabes i fællesskab.

”Sorø Kommune vil samarbejde med borgere og interessenter om udviklingen af levende
og bæredygtige byer og lokalsamfund med natur, kultur og historie.”
Vi ser frem til at møde de kommunale ressourcer – bl.a. savner vi et mod-/medspil til at tænke
tanker om udvikling. Vi ønsker sparring og hjælp til at skabe en hjemmeside eller opgaver som
f.eks at søge fondsmidler. Det kommunale Frivilligcenter har mange udmærkede tilbud om
kurser og inspirationsdage – disse ligger dog, stort set altid, i dagtimerne og på hverdage, hvilket
udelukker aktive frivillige, som også er på arbejdsmarkedet, i at deltage.

Vi ser også frem til endnu større medinddragelse af kommunens Lokalråd, når der skal træffes
beslutninger af betydning for lokalområderne. Beslutninger skal lægges ud til reel
medindflydelse og borgernær medbestemmelse.

Tema 3: Viden og vækst – arbejde og uddannelse til alle

Lynge Lokalråd har i stikordsform samlet en række spørgsmål og udsagn på baggrund af
høringsmaterialets Tema 3, set fra det åbne land:
• Udvikling af private arbejdspladser – dette kunne også være hjemmearbejdspladser
• Sikre infrastrukturen for dem, der vælger at bo på landet i en pendlerkommune og
arbejde delvis hjemmefra. Det er vigtigt med god net-forbindelse, offentlig transport i
nærmiljøet og sikker cykelvej til skole, indkøb og fjerntransport.
• Anstændige jobs. Kunne man forestille sig et kommunalt jobtilbud/seniorjob eller
flexjob, som bidrog til at løse opgaver i landsbyerne, ”landsbypedeller”?
• Hvordan tiltrække unge og få dem til at blive boende?
• Sikre uddannelsessteder til dem, der allerede bor her?
• Kommunen (arbejdspladsen Sorø Kommune) bør påtage sig det ansvar at have flere
uddannelses-/lærepladser.
• Ankerhus lukker – hvad blev der af uddannelsesbyen Sorø? Arbejdspladser der forsvinder.
Mange er blevet boende efter endt uddannelse.
• Lige adgang til uddannelser – dette kunne også være e-læring, men det kræver god
infrastruktur/netforbindelse. Hvordan kan kommunen understøtte dette?

Tema 4: Erhverv, infrastruktur, innovation og teknologi

Der er brug for et stærkere fokus på infrastruktur i landområderne

”Mobilitet er afgørende for erhvervslivet … Som kommune skal vi arbejde for den bedst
mulige transportbetjening af kommunens borgere.”

”En velfungerende digital infrastruktur i hele kommunen er afgørende for såvel bosætning
som erhvervslivet. Det er et område, vi ikke kan løfte alene, og som kommune skal vi
arbejde aktivt for at fremme udbredelsen af hurtigt internet.”

Hvis ikke man lykkes med at tænke landområderne ind i forhold til ovenstående, vil det på sigt
føre til en yderligere affolkning end den, der har været konsekvensen af skolelukninger og
manglende indkøbsmuligheder.

”Et af de områder, hvor vi som kommune kan gøre en forskel, er ved at bruge det
kommunale forbrug og de kommunale udbud til at fremme nye løsninger på udfordringer i
samfundet.”

Lynge Lokalråd opfordrer til, at ovenstående udsagn skrives ind som en del af ”Mål og Indsatser”,
således at man undgår fremtidige dispositioner, hvor kortsigtet økonomisk tænkning står i vejen
for langsigtet bæredygtig planlægning. Et aktuelt eksempel på, at dette ind imellem sker, er det
netop bevilgede lysanlæg med energikrævende pærer i stedet for LED-lys.

Der er mange initiativer i lokalområderne og muligheder for at inddrage borgerne aktivt i
beslutninger og løsninger. Vi ønsker, at ideer og initiativer knyttes bedre sammen, f.eks ved at
oprette en form for ”tænketank”. Vi vil desuden opfordre til, at man i højere grad inviterer
borgerne indenfor til innovationsværksteder eller idégenereringsdage, og derved udnytter de
mange kompetencer og ressourcer, som ellers ikke nødvendigvis ville blive inddraget.

Lokalrådenes rolle i landområderne :
Høringsmaterialet er et spændende oplæg i forhold til at skabe en bæredygtig og attraktiv
kommune for alle.

Det er vigtigt for borgerne i lokalområderne at føle sig hørt, mødt og brugbare. Lynge Lokalråd
ser frem til en efterfølgende strategi- og handleplan med mål og delmål, samt en plan for,
hvordan man inddrager Lokalrådene i de enkelte områder. Vi ønsker at blive inddraget i denne
proces.

Vi forestiller os at der laves handlingsplaner for hvert enkelt tema med f.eks halvårlig
opfølgning: Hvad har man konkret nået inden for hvert enkelt område, status og hvad skal der
ske i det næste halve år, samt hvem der er ansvarlig for de enkelte punkter.

Endelig ser vi frem til, at man inviterer lokalrådene med ved det kommunale beslutningsbord.
Det er vigtigt at bygge på de frivillige kræfter, der ligger lokalt, og at der gives reel
medindflydelse ellers dør engagementet.

Lokalrådene – også dem der omfatter landsbyerne i det åbne land, er klar.

Venlig hilsen
For Lynge Lokalråd
Abelone Bergløv, formand