Sorø Erhverv inviterer i samarbejde med kommunens erhvervsliv til arrangementet Virksomheds-crawl lørdag den 29. marts. Arrangementet skal inspirere udskolingselever til deres fremtidige uddannelsesvalg og jobsøgende og studerende til at finde deres karriere i Sorø Kommune.
Lørdag den 29. marts kan jobsøgende, studerende og udskolingselever få inspiration til karriereveje eller uddannelsesvalg, når et bredt udvalg af virksomheder i Sorø Kommune inviterer indenfor. Arrangementet Virksomheds-crawl er et samarbejde mellem Sorø Erhverv og erhvervslivet i kommunen.
”Idéen til Virksomheds-crawl udsprang af Sorø Erhverv Industrinetværk, og idéen vandt genklang i erhvervslivet. Virksomhederne i vores kommune har masser at byde på, og med arrangementet håber vi både at inspirere udskolingselever til deres fremtidige uddannelsesvalg og jobsøgende og studerende til at finde deres karriere i Sorø Kommune,” fortæller erhvervschef i Sorø Erhverv, Laila Carlsen.
Drop in hos 11 virksomheder fra forskellige brancher
11 virksomheder fra forskellige brancher deltager i Virksomheds-crawl. Idéen er, at de besøgende kan få en snak om, hvilke profiler virksomhederne har brug for, og hvilke karriereveje man kan gå hos dem.
Lone Petersen, Formand for Industrinetværket, forklarer:
”Det er ikke alle virksomhederne, der har ledige stillinger i dag, så arrangementet er ikke en direkte jobmesse, men en inspirationsdag. Men ingen ved, hvad fremtiden bringer, og måske fører en snak på dagen en god kontakt eller en fremtidig mulighed med sig.”
Arrangementet er gratis og fungerer som drop in. Det betyder, at man som besøgende blot skal møde op hos de virksomheder, man ønsker at besøge. Virksomhederne holder åbent forskudt af hinanden, så man som besøgende har mulighed for at besøge så mange virksomheder som muligt.
”Vi har opdelt kommunen i nord, centrum og syd og starter i Stenlille, hvor første virksomhed åbner dørene kl. 10. Klokken 11 følger Sorø, hvor man kan møde ni virksomheder, og så runder vi af med den ellevte virksomhed i Kongskilde Landsby fra klokken 13:30,” fortæller erhvervschef Laila Carlsen.
På Sorø Erhvervs hjemmeside soroe-erhverv.dk kan man læse mere om arrangementet og de virksomheder, der deltager på dagen.
Se mere om Virksomheds-crawl på Sorø Erhvervs hjemmeside: Virksomheds-crawl i Sorø Kommune | Sorø Kommune
De deltagende virksomheder er:
- DBI Plastics A/S
- Nordea
- Multi-Tech A/S
- ASA-LIFT A/S
- Poul W. Eftf. ApS
- Varig Teknik & Miljø A/S
- Elektrogården ApS
- Process Engineering A/S
- Hørkram Foodservice A/S
- Nisted Bruun Reklamebureau AS
- Kongskilde Industries A/S
