Programmet for vinterjazzen i Sorø er parat. Der bliver i perioden fra 5. til 19. februar koncerter på Parnas, Kunstmuseet, Café Tre Konger, Kunstnergaarden i Dianalund og i Victoria Teatret.
Det er hele vejen igennem jazz på dansk og internationalt topniveau. Fra New York kommer en berømt natklubsangerinde og fra Norge en af Skandinaviens fineste kvintetter. Det nye flygel på Kunstmuseet vil blive trakteret af en af Danmarks mest raffinerede pianister, og i Kunstnergaarden kan man møde en kendt skuespillerinde, der giver sig hen i jazzfortolkninger. Desuden får Sorø igen besøg af det fantastiske DR Big Band under ledelse af en tidligere Count Basie musiker.
Det er Sorø Jazzfestivalen, der har tilrettelagt koncerterne, som indebærer at sammenlagt 35 førende professionelle jazzmusikere hentes til Sorø i februar. Et så ambitiøst program kan kun lade sig gøre takket være tilskud fra Sorø Kommune, Statens Kunstfond, Brand af 1848 Fond, Dagmarbryggeriets sponsorat og spillestedernes egne bidrag til musikken. Til sommer arrangeres endnu flere jazzkoncerter, når Sorø Jazzfestival for femte gang spiller hver dag i hele ugen fra 23. til 31. juli.
De fem koncerter
Vinterjazzen indledes søndag den 5. februar på Parnas med trommeslageren Snorre Kirks dansk/norsk/svenske kvintet, som spiller lyrisk underfundig swingblues.
Musikken fortsætter fredag 10. februar på Café Tre Konger, der får besøg af den canadiskfødte sangerinde Melissa Styliano, som plejer at begejstre sit hjemmepublikum i New Yorks West Village med lækre evergreens. Hun akkompagneres af pianisten Nikolaj Hess og hans trio.
Søndag den 12. februar flytter jazzen til Kunstnergaarden i Dianalund, som præsenterer skuespillerinden Hanne Uldal i en kvintet med solide jazzmusikere. Hanne Uldal er velkendt fra teater-, film- og TV-roller, men demonstrerer nu også sin lidenskab for inderlig jazzsang.
Den følgende koncert finder sted i Victoria Teatret torsdag den 16. februar med DR Big Band, som giver et klassisk jazzprogram af guld fra DRs righoldige nodearkiv, specielt arrangeret af den tidligere leder af det navnkundige Count Basie Orkester, trommeslageren Dennis Mackrel.
Afslutningen på vinterjazzprogrammet bliver på Sorø Kunstmuseum søndag den 19. februar, hvor den blændende dygtige pianist Kasper Villaume kommer med sin trio.
Her er programmet: (hele programmet med mere udførlige omtaler kan også findes på www.soroejazz.dk )
Søndag 5. februar kl. 13.30
Snorre Kirk Kvintet: Jan Harbeck, tenorsaxofon, Tobias Wiklund, kornet, Magnus Hjorth, klaver, Lasse Mørck, bas, og Snorre Kirk, trommer.
PARNAS, Parnasvej 21, 4180 Sorø
Entré: 295 kr. incl. stor frokostbuffet fra kl. 12.00 – musikstart kl. 13.30
Reservation: info@parnas.dk , www.parnas.dk eller tlf. 2387 8387
Fredag 10. februar kl. 19.00
Melissa Styliano Quartet: Melissa Styliano, vokal, Nikolaj Hess, klaver, Graig Earle, bas, og Janus Templeton, trommer.
Café Tre Konger, Østergade 3, 4180 Sorø
Entré: 150 kr. eller 385 kr. incl. tre-retters menu med laks, oksebryst og chokolademousse fra kl. 17.30 – musikstart ca. 19.00
Reservation: britt@cafetrekonger.dk eller tlf. 5783 4114
Søndag 12. februar kl. 15.00
Hanne Uldal kvintet: Hanne Uldal, vokal, Jesper Løvdahl, tenorsax, Per Møllehøj, guitar, Ida Hvid, bas, og Frands Rifbjerg, trommer
KUNSTNERGAARDEN, Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund
Entré: 150 kr.
Reservation: glyholt@post.tele.dk , tlf. 40 48 05 16
Torsdag 16. februar kl. 20.00
DR Big Band – Guld fra Arkivet under ledelse af Dennis Mackrel fra Count Basies orkester
Victoria Teatret store scene, Storgade 15. 4180 Sorø,
Entré: 225 kr.
Reservation: www.victoriateatret.dk
Søndag 19. februar kl. 15.00
Kasper Villaume Trio: Kasper Villaume, flygel, Jesper Bodilsen, bas, og Morten Lund, trommer
SORØ KUNSTMUSEUM, Storgade 9, 4180 Sorø
Entré: 135 kr. (medlemspris: 120 kr.) adgang kl. 14.45
eller 155 kr. (medlemspris: 140 kr) incl. jazz-sildetallerken & 1 fadøl fra DagmarBryggeriet serveret fra kl. 13.00.
Reservation: butik@sorokunstmuseum.dk eller tlf: 57 83 22 29