Naturens Ambulance fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) deltager ved Kongskilde Marked i Sorø med de vilde dyr lørdag den 15. september kl. 12-17 og søndag den 16. september kl. 11-17.
Kom og mød os, når Danmarks Naturfredningsforening rykker ud med Naturens Ambulance til Kongskilde Marked i Sorø i weekenden. Vi tager de vilde dyr med for at skabe opmærksomhed omkring de danske dyrs behov for en mere sammenhængende natur i Danmark.
Hvis du kommer forbi vores stand ved Kongskilde Marked, kan du se et vildsvin i øjnene, klappe en ræv og mærke, hvor blød en skovmår egentlig er. Du kan også deltage i en quiz om de vilde dyr og vinde flotte præmier eller høre mere om, hvilke andre naturoplevelser, der venter i Sorø. Der er ingen grund til at være bange, dyrene er helt ufarlige, de er nemlig udstoppede.
”Der er masser af dejlig natur i Sorø kommune, og de fleste borgere bor tæt på store naturoplevelser. Disse attraktioner bør fastholde og udbygges. Vi har brug for en mere varieret og sammenhængende natur. Derfor er det nødvendigt med en stor og fortsat indsats med både at pleje og at genoprette naturen. Der skal gøres en indsats for, at kommunens borgere, store som små, kan færdes frit i naturen og få de store oplevelser, naturen kan give.” – DN Sorø.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder blandt andet for at skabe flere sammenhængende naturområder, så dyrene kan få bedre vilkår i den danske natur. Har du lyst til at støtte arbejdet for de vilde dyr i Danmark, kan du blive medlem af Danmarks Naturfredningsforening og høre mere om, hvad din lokalafdeling gør for naturen i Sorø.