Mange boligejere interesserer sig ifølge ny undersøgelse for, hvad deres bolig er værd, og det kan være nyttig viden, hvis man f.eks. har drømme om at renovere eller bygge til, lyder det fra lokal ejendomsmægler.
-Det er vigtigt for mig at vide, hvad min bolig er værd.
Sådan lyder det fra 61 pct. af landets boligejere i en ny rundspørge, som analysebureauet Epinion har foretaget for ejendomsmæglerkæden Nybolig.
For kun 16 pct. af boligejerne er det ikke vigtigt at kende deres boligs potentielle handelspris, mens 23 pct. ikke kan tage stilling.
Ifølge indehaver af Nybolig Sorø, Brian Rud Sørensen, skyldes den store interesse for at kende sin boligs værdi blandt andet den store medieomtale, boligmarkedet får i aviser og tv.
-Boligstof og boligpriser er interessant for de fleste, men især i forhold til boligejerne, som i mange tilfælde kan have en bolig, der kan vise sig at være mere værd end, hvad der skyldes i den. Derfor tror jeg mange er ekstra opmærksomme på netop denne del.
De lave renter
Boligrenterne, som flere gange de sidste par år er blevet sat ned, har fået mange til at lægge deres lån om. Og det har ifølge Brian betydet, at boligen skulle vurderes og folk har fået at vide, hvad deres bolig er værd på det aktuelle marked.
-Som ejendomsmæglere er vi ofte dem, som vurderer folks boliger, når de skal have omlagt deres lån, og derfor er rekordmange boligejere blevet bekendte med, hvad der bolig er værd, og det kan være nyttig viden.
Boligværdi kan være nyttig viden
Hvis man for eksempel har planer om at lave forbedringer eller en tilbygning på sin bolig, vil det ifølge Brian være en forudsætning, at man kender sin boligs værdi.
-Et nyt køkken eller bad, ny carport eller noget fjerde kan det være man går og drømmer om, og måske har man skrinlagt ideen, fordi man ikke tror, det kan finansieres. Derfor kan det være fornuftigt at få vurderet sin bolig, for måske kan det faktisk lade sig gøre at finansiere sine ønsker inden for ens boligs værdi og på den måde optimere sin bolig, siger Brian Rud Sørensen.