Sorø Kommune er nu blandt kommunerne med flere end 50 smittede pr. 100.000 indbyggere. De seneste syv dage er 15 personer i Sorø Kommune smittet med covid-19. Det giver en incidens på 50, hvilket akkurat bringer Sorø Kommune op i det mørke felt på Statens Serum Instituts kort over smittespredningen. Blandt de ca. 30 kommuner, som har en incidens på 50 eller over, ligger Sorø Kommune dog i den absolut laveste ende, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Sorø Kommune er i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed om håndteringen af smitten, og kommunen følger myndighedernes retningslinjer og opfordrer borgere, foreninger og erhverv til at gøre det samme.
Kommunale tilbud er fortsat åbne
Smittespredningen har indtil videre ikke haft en karakter, som har kaldt på en generel nedlukning af kommunale tilbud. Det betyder, at skoler, dagtilbud, sundheds- og kulturtilbud samt Borgerservice er åbne som normalt. Opstår der smitte et sted, håndteres det lokalt.
Vicekommunaldirektør i Sorø Kommune, Henrik Nielsen, siger:
– Der har indtil videre være tale om ret enkeltstående smittetilfælde og ikke om et samlet smitteudbrud, som det, vi så for nogle uger siden i Ringsted. Derfor vurderer hverken vi eller Styrelsen for Patientsikkerhed, at der er grundlag for at lukke kommunale tilbud.
– Som situationen er nu, er det bedste, vi kan gøre, at følge myndighedernes retningslinjer og statsministerens opfordring til, at vi omgås færre mennesker, og at vi i øvrigt husker den gode adfærd i forhold til at holde afstand, holde god håndhygiejne og blive hjemme, hvis vi har symptomer.
Lokale smittetilfælde
Der har gennem de seneste uger været flere lokale tilfælde af smitte i dagtilbud og skoler, hvor børnegrupper eller årgange er sendt hjem for at blive testet. Hvert enkelt tilfælde er håndteret omhyggeligt og i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Vicekommunaldirektør Henrik Nielsen siger:
– Jeg vil gerne på Sorø Kommunes vegne takke både forældre og medarbejdere, som har reageret med stor forståelse og tålmodighed. Vi oplever, at dialogen med forældrene om, hvordan vi håndterer de konkrete smittetilfælde, tydeligt bærer præg af, at der er en fælles forståelse for, at dette er en udfordring, vi skal løse i fællesskab.
Pas særligt på risikogrupperne
Der er ikke konstateret smittetilfælde på kommunens plejecentre og botilbud, og der er derfor heller ikke på nuværende tidspunkt indført yderligere restriktioner for besøg mv. Også her følger Sorø Kommune myndighedernes udmeldinger tæt.
Henrik Nielsen siger:
– Vi opfordrer pårørende til at passe ekstra meget på, når de besøger borgere på plejecentre eller botilbud. Også her er det vigtigt at holde fast i de gode vaner og blive hjemme, hvis man har symtomer.
Undgå større forsamlinger
Sorø Kommune har tidligere aflyst det planlagte folkemøde, og senest er et stort mesterskabsarrangement for foreningslivet aflyst. Herudover er alle sociale arrangementer på skoler, institutioner og i andre dele af kommunen aflyst.
Kommunen opfordrer foreninger og andre til at se på deres planlagte arrangementer og vurdere konkret, om nogle bør aflyses eller afvikles på andre måder, for eksempel virtuelt.
– Vi opfordrer til, at man følger myndighedernes retningslinjer og anbefalinger, og at man bruger sin sunde fornuft i de konkrete tilfælde, siger Henrik Nielsen.
Følg med i myndighedernes anbefalinger på www.coronasmitte.dk