Af borgmesterkandidat Jakob Spliid (V)

I Venstre har vi, ved de seneste to budgetforhandlinger, forsøgt at overbevise et flertal i kommunalbestyrelsen om vigtigheden af, at tilpasse vores daginstitutioner og skole til den store efterspørgsel der har været af børnefamilier til Frederiksberg. Det er nødvendigt, så området forsat kan udvikles og ikke mindst så vi samtidigt kan sikre ordentlige forhold for både børn og medarbejdere. I øjeblikket er alt for mange børn presset ind på for lidt plads. For 3. år i træk går Venstre til efterårets budgetforhandlingerne med ønsket om en ny daginstitution i område syd.

Et ordsprog lyder, ”når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller”.

I Venstre ønsker vi at ”bygge vindmøller”, og er meget optaget af, at udvikle hele kommunen og ikke mindst kunne understøtte udviklingen der hvor borgerne gerne vil bo. Vi skal fremtidssikre vores fælles kommune og ikke sidde på hænderne i en tid hvor mange familier vælger København fra, til fordel for provinsen med frisk luft, mere plads og natur. Vi mener, at der bør investeres i de faciliteter der er nødvendige, for fortsat at kunne tiltrække børnefamilier til hele kommunen – også på Frederiksberg. I årene fremover bliver vi fortsat flere ældre borgere i vores samfund. Alene de næste fire år stiger aldersgruppen 80+ med 25% i Sorø Kommune.

Derfor er det også nødvendigt og vigtigt at investere, så vores indtægtsgrundlag i kommunen også i årene fremover er på plads, når vi forventeligt vil få flere borgere som har brug for ekstra hjælp.

Desværre vil et flertal i kommunalbestyrelsen hellere ”bygge læhegn” og lade de nuværende faciliteter og deres kapacitet danne grundlag for hvor vi skal udvikle i vores kommune. Derfor vil et flertal nu stoppe udviklingen på Frederiksberg og i stedet udvikle i den nordlige del af kommunen. Den sidste del er vi meget enige i. Vi skal med på bølgen, hvor særligt NOVO i Kalundborg og de fremtidige jobs kan bidrage med øget bosætning. Derfor ser vi også frem til at bl.a. Pilegårdstrekanten i Dianalund snart udbydes på ny, i mindre parceller, så vi forhåbentlig også her bliver tilvalgt af nye borgere, hvor der er mulighed for op mod 300 boliger. Også i Stenlille buldrer udviklingen frem og der forventes over 100 nye boliger i de kommende år, udover de 35 boliger som lige er blevet indflytningsklar.

For Venstre er det ikke enten eller – det skal være både og.

For nyligt, fik vi i kommunalbestyrelsen fremlagt beregninger på, hvor meget en børnefamilie bidrager med til kommunekassen. En gennemsnitlig børnefamilie bidrager med ca. 120.000 kr. pr. år, efter diverse udgifter er fratrukket. Hvis vi havde valgt at sige ja til at udvikle de 18 hektar syd for Frederiksberg, som en lokal lodsejer ønskede, så kunne vi dermed have sagt velkommen til 180 nye familier og årligt 21,6 mio. kr. ekstra til kommunekassen.  

Udvikling kræver investeringer og det er vi i Venstre klar til.

 

Foto: ABW