Af Linda Nielsen (medlem af byrådet i Sorø for SF) og Astrid Carøe (MF for SF)
I Sorø skal vi selvfølgelig have rent drikkevand i hanerne. Og det gælder ikke bare nu, men også i fremtiden. For vores børn og børnebørn skal også have adgang til rent vand. Men vi er ude på et alvorligt skråplan. 6 ud af 10 prøver fra drikkevandsboringer rundtomkring i landet har afsløret giftige pesticidrester. Og her i Sorø, ja der er fundet rester af sprøjtegift i 37% af kommunens drikkevandsboringer. Det er et kæmpe problem, for vi risikerer at vi i fremtiden skal købe vand på flaske.
Derfor skal vi handle nu. Så også de fremtidige generationer kan drikke rent vand direkte fra hanen. Som vi ser det er rent drikkevand noget af det dyrebareste vi har og det skal vi selvfølgelig passe på. Vi skal give drikkevandet et grønt håndtryk. Vi foreslår derfor, at der nedsættes et nationalt giftforbud, og at vi etablerer grundvandsparker der beskytter drikkevandet i hele Danmark.
Det er derfor også bydende nødvendigt at vi omlægger mere til økologi. Det kræver at vi i fællesskab oplyses om konsekvenserne af sprøjtegifte og derfor skal vi også styrke borgerinddragelsen i Sorø, så vi sammen kan passe på vores rene drikkevand.