Den forkerte dæktype går ud over trafiksikkerheden, men Region Sjælland hænger i bremsen når det kommer til at få skiftet. I ny undersøgelse fra GF Forsikring indrømmer 49 procent at have kørt med den forkerte dæktype.

Mange bruger den tommelfingerregel, at bilen skal have vinterdæk på, når temperaturen kommer under 7 grader. Og når temperaturen kommer op igen, er det tid til sommerdæk.

Det lyder måske nemt, men det er en anden sag i praksis. I Region Sjælland indrømmer 49 procent af respondenter, som har bil med sommer/vinterdæk, at de har glemt det vigtige skift. Det viser en ny undersøgelse fra GF Forsikring.

– Den største grund til at huske dækskiftet er hensynet til sikkerheden for dig og dine medtrafikanter. Sommer- og vinterdæk har gode egenskaber i hver deres sæson, og de er begge lige vigtige. Det vil vi gerne sætte fokus på, for det kan ganske enkelt være farligt at køre med den forkerte type dæk, siger Martin Rundager, direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring.

Martin Rundager anbefaler, at man tager fat i en ekspert i fx et dækcenter for at afgøre, hvad der passer til ens kørselsmønster og kørselsbehov – og om fx helårsdæk er den bedste løsning.

GF Forsikring anbefaler gode vaner
Vinterdækkene er mest sikre i vinterhalvåret, fordi deres gummiblanding og mønster giver bedre vejgreb og er bedre til at dræne vand. Det passer godt til den kolde og våde årstid. Til sammenligning bliver sommerdæk hårde, når det er koldt, og det giver en meget længere bremselængde i vintervejret. Afdelingschef i GF Vestsjælland, Charlotte Wiik, har et godt råd til dem, der har svært ved at huske at få skiftet.

– Mange af vores medlemmer holder øje med vejrudsigten i stedet for at planlægge dækskiftet i god tid, fordi mange virker til at tro, at de nok skal huske på det, når temperaturerne skifter. Men hverdagen er fuld af distraktioner, og noget så enkelt som at have en fast aftale med mekanikeren kan gøre en stor forskel, siger hun.

På nationalt plan har den årlige dækoptælling vist, at i alt 316.000 biler kører rundt med sommerdæk i vintermånederne. Det fremgår af den årlige dækoptælling, som udføres på offentlige parkeringspladser landet over i uge 4.

GF Forsikrings tre tips til en vinterklar bil

Skift til vinterdæk
Vinterdæks mønsteropbygning og gummiblanding passer rigtig godt til det sene efterår, vinteren og det tidlige forårs lave temperaturer og vejrlig. Vinterdæk har bedre vejgreb ved de lave temperaturer og er også bedre til at dræne vand. Sommerdæk bliver hårde, når det er koldt og griber dermed ikke fat i asfalten på samme måde. Sommerdæk har en meget længere bremselængde i koldt vejr.

Gør ruderne rene
Sørg for at rengøre ruderne indvendigt. Det nedsætter tendensen til dug. Når ruderne er rene, er der ikke så meget fugt, der kan binde sig til dem. Brug en god vinduesrens og en fnugfri fiberklud. Tør godt efter, så der ikke efterlades spor på ruden – og følg eventuelt op med sprit. Brug ikke hånden til at fjerne dug, så fedter du bare ruderne til. Sørg også for at skifte slidte vinduesviskere, og fyld frostsikker sprinklervæske på.

Få stenslag repareret
Få repareret stenslag i forruden før vinteren. Små stenslag kan blive til større revner, når temperaturen svinger mellem kold og varm – temperaturforskellen påvirker nemlig glasset. Det er ærgerligt, hvis stenslaget får lov til at udvikle sig, og det er ulovligt, hvis revnen sidder midt på ruden og dermed påvirker dit udsyn.

Foråret er på trapperne – og med det kommer en fast tradition: skift til sommerdæk. Men rigtig mange vestsjællændere glemmer det, viser ny undersøgelse fra GF Forsikring, og det kan blive farligt. (Foto: GF Forsikring/Chili Nielsen)