Af Jakob Spliid, gruppeformand, og Ninna Wiese, Venstre i Sorø
To måneder med forhandlinger, forslag og dialog om tilpasningerne til budget 2023 er nu afsluttet, da et flertal mandag er blevet enige om hvor tilpasningerne skal findes, som endeligt vedtages 1/3 i kommunalbestyrelsen.
I Venstre er vi tilfredse med resultatet – trods det hverken har været sjovt eller nemt,- og de tilpasninger som vi er blevet enige om, naturligvis stadig vil opleves som serviceforringelser.
Vi er glade for, at det lykkedes at finde puljer som kan frigøre ca. 10 millioner fra servicerammen, herunder vores forslag om at ændre kontering på bygningsvedligehold, så tilpasningerne i stedet kan findes i anlægsbudgettet. Det medfører at vi i stedet for at finde tilpasninger for 43,2 millioner kan nøjes med at finde tilpasninger for 33,2 millioner i servicerammen.
Vi glæder os dog over – trods de mange besparelser, at vi i forhold til forvaltningens forslag, har fundet løsninger, som i høj grad friholder den kritiske service i både social og sundhedsudvalget og børn og undervisningsudvalget.
På skoleområdet er vi glade for, at puljen til holddeling og to-lærerordning består, samt at vi kan undgå at sætte lærerne op i undervisningstid. På den måde kan der skabes ro til at løse opgaven i forhold til at bremse udgiftsvæksten på specialundervisningsområdet.
Herudover er vi glade for, at åbningstiderne i daginstitutioner og SFO ikke ændres, hvilket ville være en udfordring for byens mange pendlere.
På social og sundhedsudvalgets område, er vi bl.a. tilfredse med, at vi kan bevare kompasset og ikke mindst at tilskuddet til det frivillige arbejde kan fortsætte, så de frivillige fortsat kan være en aktiv del af de ældres hverdag, hvilket har en enorm betydning for de ældre.
Vi ser nu frem til, at der kan komme ro i Sorø kommune, efter den store usikkerhed som besparelsesforslagene har medført hos både borgere og ansatte.