Tirsdag den 14. november – en uge før valget – afholdt Sorø Akademis elever fra 3.a et kommunalvalgsarrangement for skolens elever og byens borgere.
Kl. 9 om morgenen begyndte de første kandidater at melde deres ankomst i hallen på Sorø Akademis Skole. Sammen med eleverne begyndte opsætningen af partiernes valgboder, som senere på dagen skulle udmunde i en politisk markedsplads.
Kreationerne begyndte at forme sig, og snart var hallen fyldt med parti-bolsjer, kage og flyers.
Atmosfæren summede af spænding, og de første små valg-orienterede samtaler blandt kandidaterne hørtes rundt om i hallen, mens vi ventede på, at dagens første program for skolens 2.- og 3.g’ere skulle til at løbe af stablen.
Eleverne ankom så småt til lydene af socialistisk folkesang fremført af socialdemokratiet, og i løbet af et kvarter var hallen fyldt. Den politiske markedsplads emmede af farvede holdninger, såvel som boderne, der var pyntet med alt fra grøn til rød til blå.
Kandidaterne fik dermed muligheden for at få en personlig samtale med førstegangsvælgerne, hvor der stadig herskede stor tvivl om, hvor krydset skulle sættes.
Efter en succesfuld halv time med markedsplads var tiden nu kommet til den obligatoriske spørgerunde. Kandidaterne var placeret på et podie i midten af hallen, snorlige på en række, placeret på hver deres fløj. Snart begyndte ordstyrerne at stille de forberedte spørgsmål, og hvert parti fik nu mulighed for, at komme ud med deres budskaber. Emnerne lød blandt andet på unge, miljø og integration.
Efter den politiske spørgerunde var dagens arrangement for skolens elever afviklet, og vi bad derefter om nogle få reaktioner fra udvalgte elever.
“Jeg synes det var super godt at få et indblik i alle de forskellige partier, også dem jeg ikke selv ville være gået til. Det bedste var, da vi fik lov til at snakke med politikerne personligt, det var en super god mulighed for, at få snakket med dem, og spurgt ind til politik. Så alt i alt, hjalp det helt sikkert mig. Jeg anede ikke, hvor jeg ville sætte mit kryds inden dagens arrangement, men det har jeg nu fået afklaret, og jeg kan nu gå til stemmeboksen og vide, at jeg sætter det rigtige kryds” fortæller Laura Scharling Dyhr, 3.b.
“Jeg synes det var et super godt og spændende arrangement! Jeg fik bestemt noget ud af det, da jeg synes det gør meget at høre og se de forskellige partier og kandidater i virkeligheden. Den gør netop også, at man udvikler tillid til en vis kandidat, som Ulrik Kjær (professor mso i statskundskab) også sagde var vigtigt ved gårsdagens arrangement. Så ja, det gjorde helt klart mig mere afklaret mht at sætte et kryds den 21. november,” supplerer Emilie Kousholt, 3.b.
Alle kandidater samt elever forlod hallen, og da de fire timer senere for anden gang slog dørene op, var arrangementets målgruppe alle Sorøs borgere.
Konceptet var det samme – først politisk markedsplads, efterfulgt af en spørgerunde. Selvom hallen ikke var fyldt til bristepunktet, var der alligevel mange gode konversationer mellem borgere og politikere på den politiske markedsplads. Spørgerundens fokus var et lidt andet, da emner som ældrepleje, miljø og infrastruktur var i højsædet.
Efter arrangementet var afviklet stod 3.a, samt pedellen, for at rydde det hele op, og derefter gav skolen pizza. Dejlig aflsutning på en begivenhedsrig dag.
Skrevet af Laura Kamille Køhler-Johansen og Mette Wiben Ebbekær fra 3.a.