Sorø Kommune indstiller vandløbsindsatser til miljøstyrelsens vandområdeplaner 2021-2027 for godt 3 mio. kr. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Sorø Kommune skal senest den 22. november indsende forslag til vandløbsrestaurerings-indsatser til miljøstyrelsen. Målet med vandløbsindsatsernes er at bidrage til, at der opnås god økologisk tilstand i vandløbene.

Miljøstyrelsen har udpeget de vandløb, der ikke forventes at opfylde miljømålene i 2028 uden en indsats.

Kommunen har haft vandråd til at rådgive sig om, hvilke vandløbsindsatser der bør prioriteres og udføres med baggrund i rådenes viden om lokale forhold. Vandrådene har været i fuld sving henover foråret og sommeren. Formand i Teknik og Miljøudvalget i Sorø Kommune Jens Nygaard, er meget tilfreds med arbejdet. ”Rådene har udført et stort arbejde! De har – trods deres forskellige baggrunde og interesser – haft en god dialog, og rådene har enigt indstillet forslag til hvilke indsatser i vandløbene, som Kommunen skal arbejde videre med”.

Teknik- og Miljøudvalget i Sorø Kommune indstiller nu, på baggrund af vandrådenes arbejde, at der udføres i alt næsten 27 km restaurerings-indsatser på vandløb rundt om i kommunen til en samlet referenceværdi på godt 3 mio. kr. Indsatserne finansieres af Staten via EU-midler.

Kommunen er pt. i gang med at udføre indsatserne fra den nuværende vandområdeplan 2015-2021. Det er en omstændelig proces, hvor kommunen gennem dialog og frivillighed forsøger, at udføre vandløbsrestaurering, samtidig med at de forskellige interesser i vandløbene tilgodeses. Forinden skal der ansøges om tilskud til forundersøgelser og gennemførelse.

Indsatser kan for eksempel være:
• Genslyngning
• Udlægning af groft materiale
• Udskiftning af bundmateriale
• Åbning af rørlagt strækninger
• Fjernelse spærringer i vandløbet
• Plantning af træer
Indsatserne prioriteres, alt efter hvad der giver bedst mening for de enkelte vandløbsstrækninger, for at nå målopfyldelse om god økologisk tilstand i vandløbene.

 

Foto: ABW
Ved Pedersborg Sø. Foto: ABW