Af Birgitte Hansen, Blå Fornyelse.
I arbejdsmarkeds – og erhvervsudvalget har vi sammen med en dygtig administration opnået at få flyttet rigtigt mange borgere fra offentlig forsørgelse til uddannelse og job. Det har i allerhøjeste grad bidraget til, at der kan tilføres flere midler til ældreområdet, skoler og daginstitutioner.
Når unge, der kan arbejde, kommer på jobcenteret og beder om kontanthjælp, forsøges det straks at få dem i uddannelse eller i arbejde. Hvis det ikke er en mulighed, bliver de henvist til nyttejob i kommunen. Det er altså slut med at ligge hjemme på sofaen og hæve kontanthjælp. Den indsats har båret frugt.
Men der er en gruppe unge, der af forskellige årsager ikke er klar til at starte på en ungdomsuddannelse og ikke er i stand til at varetage et arbejde. Det er noget sent at sætte ind, når de står på listen af kontanthjælpsmodtagere. Der skal sættes ind langt tidligere.
Derfor vil jeg og Blå Fornyelse støtte den tidlige indsats i skolerne, så de unge mennesker i højere grad er uddannelsesparate, når de forlader folkeskolen.
Man kommer ikke uden om, at der er brug for voksne i skolerne til at tage hånd om denne opgave. Det er svært i de stramme budgetter at finde midler til det, men det vil jeg arbejde for, for forebyggelse er langt billigere end at rette op på problemet senere. Vi har nogle ulykkelige unge mennesker og deres familier, som ville få et langt bedre liv, hvis der tidligt blev fulgt op på problemerne.
Jeg vil arbejde for, at vi kulegraver budgetterne for folkeskolen og prioriterer kerneopgaverne. Store og ressourcekrævende konsulentdrevne projekter om læringsledelse, kollaborative professionelle læringsfællesskaber og registrering / dokumentation mm. må ikke tage tiden og ressourcerne til den vigtige opgave, det er, at eleverne går ud af folkeskolen med kundskaber, færdigheder, ”livsduelighed” og tro på egen formåen, der gør dem i stand til at påbegynde og afslutte en ungdomsuddannelse.