Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø
På det seneste byrådsmøde stemte Enhedslisten imod at optage endnu et likviditetslån. Det gjorde vi, fordi det er Enhedslistens opfattelse, at lån til at skabe sammenhæng i den daglige drift, er en økonomisk uholdbar politik. Det rejser for Enhedslisten et spørgsmål om, hvad det konkret er, der skal lånes til?
Det er Enhedslistens holdning, at lån påvirker fremtidens velfærd og budgetter, derfor bør de kun
optages, hvis der skal bygges, eller på anden vis laves investeringer.
Problemet ved lån er jo, at de grundlæggende er udtryk for et overforbrug, og dermed at fremtidens ressourcer forbruges nu, dermed er forbrugslån kontraproduktive i forhold til bæredygtighed, klima, velfærd og ikke mindst fremtidige generationers mulighed for selv at vælge, hvad de vil bruge ressourcerne på.
Sorø kommune har for eksempel aldrig brugt flere midler på at afdrage gæld. I 2020 forventes vi således at afdrage over 51 millioner kr. Til sammenligning afdragede Sorø Kommune i 2013 omkring 30 millioner kr. Det sker samtidigt med, at den gennemsnitlige likviditet i 2019 var på
102,655 mio. kr. Et lille fald fra 2018 hvor den var på ca.117,5 mio. kr.
I 2019 og 2020 er der samlet optaget likviditetslån for 35 millioner kr. Når Sorø Kommune igen og igen optager lån, så har det den konsekvens, at der bliver færre muligheder for fremtidens beslutningstagere til at vælge, hvordan de vil udvikle kommunen, i 2020 vil der for eksempel være båndlagt 51 millioner kr. til afdrag.