Af Bo Christensen (Konservative)
For at Sorø Kommune skal være et godt sted at bo, så skal vi fortsætte med at udvikle vores kommune. Det er for usikkert at være afhængige af ekstraordinære statstilskud. Derfor skal den positive udvikling som kommunen har haft i de seneste par år fortsætte.
Det giver mere tryghed for borgerne og de ansatte, når vi i byrådet ikke skal igennem store sparekataloger. Det giver mere stabilitet og dermed en bedre velfærd.
Kommunen skal fortsat arbejde på at skabe flere indtægter. Erhvervslivet skal fortsat imødekommes, så der skabes endnu flere arbejdspladser, og dermed grundlag for mere bosætning.
Meget godt er sket de seneste 2 år, men det må ikke blive en sovepude. Vores nabokommuner er meget aktive, og nogle af dem er i en situation, hvor de akut har behov for flere indtægter.
I Sorø Kommune skal vi fortsat have et godt overblik over vores drift og en økonomi i balance. Vi skal være imødekommende, når folk og erhvervsliv henvender sig og vil investere i vores kommune.
For en ting er sikkert. Det offentlige kan ikke skabe væksten alene, uden at det går ud over kernevelfærden. Det kan jeg ikke gå med til, for netop en ordentlig service til borgerne i vores kommune, trygge rammer og gode fritidsudbud, er noget som betyder rigtig meget.