PRESSEMEDDELELSE

Kulturspor i Sorø bymidte nærmere virkeliggørelse
Realdania går nu aktivt ind i udviklingen af Sorø bymidte med støtte til en forundersøgelse af udviklingsmulighederne i Kulturfirkanten.

Drømmen om at udnytte de muligheder der ligger i at Sorø bymidte er spækket med kulturinstitutioner og historiske bygninger er nu et væsentligt skridt tættere på at blive til virkelighed. Realdania, som arbejder for at styrke livskvaliteten gennem udvikling af byer, byrum og bygninger, har netop givet tilsagn om 363.300 kroner til en forundersøgelse af en del af bymidten.

Borgmester Ivan Hansen er begejstret: ”Det her handler om at styrke bylivet i bred forstand. Det handler om at udnytte de unikke muligheder der findes i Sorø bymidte, fordi vi har så mange kulturinstitutioner samlet inden for et ganske lille område. Det handler om at skabe oplevelser for såvel borgere som turister. Og ikke mindst handler det om at styrke detailhandlen ved at gøre bymidten til et mere spændende og attraktivt sted at færdes og handle.”

”At Realdania vælger at gå ind i dette her er meget, meget positivt. Nu får vi lavet et solidt forarbejde som kan afdække mulighederne for at udvikle området og give hele bylivet og ikke mindst butikslivet et løft,” siger Ivan Hansen.

Astrid Bruus-Thomsen, projektleder i Realdania, siger: ”Sorø rummer en kæmpe kulturskat med dens mange historiske bygninger og kulturinstitutioner, og der er spændende perspektiver ved at skabe bedre byrum mellem dem, så folk trækkes ud og der bliver mere liv i byens centrum. Vi håber at projektet kan komme til også at inspirere andre byer som også har planer om at udvikle deres historiske centre.”

Realdania arbejder for at udvikle byrum og byliv af høj kvalitet, og forundersøgelsen skal afdække hvilke muligheder og perspektiver der ligger i at udvikle byrummene i Sorø bymidte med fokus på det område der strækker sig fra Sydvestsjællands Museum, forbi Victoria, Sorø Kunstmuseum og biblioteket til torvet med det gamle rådhus og området ved Klosterporten.

Forundersøgelsen som nu sættes i gang skal således skabe grundlaget for at man efterfølgende kan beslutte om der skal igangsættes et egentlig byudviklingsprojekt i området.

Forundersøgelsen kommer til at rumme en række analyser af blandt andet byrummene, bylivet, de trafikale forhold og parkeringsforholdene. Gennemgående for hele projektet bliver at der skal være fokus på borgernes oplevelser og brug af byen – og frem for alt på folks lyst til at bruge byens rum aktivt.

Forundersøgelsen finansieres af Sorø Kommune og Realdania som hver især bidrager med 363.300 kroner til projektet.