Har man sagt Tjekkiet, har man også sagt Václav Havel. Den 11. april åbner en udstilling om den tjekkiske statsmand på Sorø Rådhus.

Václav Havel opnåede tidligt international anerkendelse som dramatiker og forfatter. I 1970’erne var han en af grundlæggerne af menneskerettighedsbevægelsen Charta 77, der udfordrede det kommunistiske styre. Efter fløjlsrevolutionen, som markerede kommunismens fald i 1989, var han leder af det brede, demokratiske parti Borgerforum. I årene 1993-2003 var han Tjekkiets præsident. Václav Havel døde den 18. december 2011 i en alder af 75 år.

Udstillingen åbnes på rådhuset, Rådhusvej 8, den 11. april klokken 14.30. Ved åbningen vil både borgmester Ivan Hansen og Tjekkiets ambassadør i Danmark Zdeněk Lyčka sige et par ord. Der bydes på en forfriskning, og alle er velkomne.

Sorø Kommune har fået udstillingen formidlet via den tjekkiske ambassade i Danmark. Den er tilrettelagt af tre anerkendte tjekkiske fotografer: Oldřich Škácha, Karel Cudlín og Alan Pajer. Udstillingen blev oprindeligt vist ved Václav Havels 75 års fødselsdag i oktober 2011 i DOX – Center for Moderne Kunst i Prag.

Udstillingen har tidligere har været vist i følgende kommuner: København, Ballerup, Bornholm, Langeland, Skive og Aalborg. Og nu i Sorø.

Udstillingen vises frem til den 8. maj og kan ses i rådhusets åbningstider: Ma.-ti. 10-15.30, to. 10-18 og fr. 10-13.

 

Havel
Havel