Restauratør René de la Cruz, Kongskilde Friluftsgård, har nu endnu et bevis på, at godt hårdt arbejde giver gode resultater: “Med optagelse i Regional Madkultur Sjælland er vi kommet et stort skridt på vejen til, at vise vi arbejder for de lokale og bruger producenter fra Sjælland i vores køkkenproduktion.”

Regional Madkultur Sjælland er en del af Culinary Heritage Europe, som er en europæisk sammenslutning, og ud af 25 medlemsregioner er 3 danske. Som medlem viser man, at kvaliteten er i orden. Man viser at der handles økologisk og lokalt, og at man støtter op om den lokale værdi, der skal sættes på menukortet. Kongskilde Friluftsgård har igennem de sidste par år arbejdet frem mod det mål – og kan nu se og vise resultaterne heraf.

Restauranten på Friluftsgården har været underlagt en hård vending, siden René de la Cruz overtog forpagtningen i 2011. Fra start har det været en klar målrettet strategi for restauranten og stedet generelt, at tingene skal bruges og gerne hver dag. Ikke noget med kun lukkede selskaber og begrænset sortiment på hylderne, men tværtimod skal alt kunne lade sig gøre hvad enten det er et selskab, et kursushold eller om man ønsker at få en god middag i restauranten.

“Med medlemskabet i Regional Madkultur Sjælland, har vi samtidig over sommeren udbygget et helt nyt spændende program indenfor kursusafvikling. Det er et stort område at arbejde med og mulighederne er uanede, så det var bare at være kreativ på den rigtige måde”, siger de la Cruz.

Restauratøren med de mange bolde i luften har allieret sig med en konceptudvikler fra Fyn, og har i de sidste par måneder fået sammensat et program som afspejler den fantastiske natur, der er omkring Kongskilde Friluftsgård.

“Vi vil udsende et særtilbud til alle vores kunder om. at et kursus ikke bare er et kursus – vi kalder hele konceptet: Hvornår har du sidst været på kursus, UDEN at gå sukkerkold?” Ideen med det er, at vi i kurset inddrager de spiselige omdrejningspunkter til noget energibærende og vitaminrigt. Her har vi hele området på friluftsgården, som kan bidrage med utallige urter, bær og frugter.”

“Som kursist vil man kunne få smoothie som shots, kildevand med vitaminer fra havtorn, og chokoladebaren er udskiftet med en müslibar med hyben eller hindbær, som vi har hentet lige udenfor døren.”

Hele holdet tilbydes desuden en times naturvejledning i området, der giver mulighed for at komme ud og strække benene og få lidt frisk landlig luft, og i det hele taget hente ny energi til flere foredrag. Undervejs vil kursisterne få en masse informationer om Kongskilde Friluftsgård og generel naturvejledning.

Der er mange flere tiltag i det nye koncept, blandt andet kan man tilkøbe en happening med Fru Grøn eller et rollespil opsat af Eventgruppen NaFri.

Til kursuspakkerne er Rene de la Cruz i gang med at udvikle opskrifter til fire hæfter – en til hver årstid: Fra DIN lokale natur til DIT spisebord.
Meningen er, at det er en lille vejleder som enhver kan bruge, uanset hvor man bor, sammensætninger og opskrifter på gode retter og snacks som alt sammen er vitaminbomber og kan hentes i naturen.

“Vi ved selvfølgelig godt man skal tage noget ud af køkkenskabet for at lave de forskellige retter, men vi ser tingene på en åben måde og er ikke hysterisk anlagt – for selvfølgelig er det ikke realistisk at det hele hentes i skovbrynet – og så skal det jo også være sjovt at have med at gøre,” siger køkkenchefen.

 

På billedet ses fra venstre: Koordinator Sjælland for Regional Madkultur Lisbeth Færch Gjerulff, Køkkenchef Restaurant Kongskilde Friluftsgård René de la Cruz, Fru Grøn Alias Husholdningsøkonom & idemager Anne Grethe Rasmussen, Turistchef Sorø Event & Turist Jesper Nygaard
Koordinator Sjælland for Regional Madkultur Lisbeth Færch Gjerulff, Køkkenchef Restaurant Kongskilde Friluftsgård René de la Cruz, Fru Grøn Alias Husholdningsøkonom & idemager Anne Grethe Rasmussen, Turistchef Sorø Event & Turist Jesper Nygaard