Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø.
Så er det første dialogmøde om plan og visionsstrategien afholdt, og lad os være ærlige, fra Enhedslistens side er vi imponerede over fremmødet, men overhovedet ikke over graden af borgerinddragelse eller muligheden for dialog i forhold til, hvordan FNs 17 verdensmål skal implementeres eller for den sags skyld bare forstås.
Vi synes, det er ærgerligt, at de mange fremmødte borgere ikke blev inddraget mere aktivt.
I stedet for et borger og interessentmøde, hvor byrådet fik mulighed for at blive inspireret af input fra borgerne, var arrangementet lavet så Connie Hedegaard kom med et oplæg, hvorefter der var ”paneldebat” med Connie Hedegaard og Borgmesteren i panelet.
Resultatet blev et oneman show, hvor de fremmødte kunne få lov til at stille spørgsmål, som borgmesteren så svarede på efter lyst og behov, yderligere kunne de fremmødte få lov til at skrive en kommentar på bagsiden af et udleveret stykke pap.
Problemet i den form for ”borgerinddragelse” er, at det primært handler om at sikre processen en legitimitet, med andre ord, man kan påstå, at borgerne er hørt og inddraget, uden at flertallet reelt har haft mulighed for at præge resultatet.
Det gør, at plan og visionsstrategien ikke udarbejdes i fællesskab med borgerne, men for borgerne. Det betyder igen, at visionen bliver et udtryk for en proces, hvor planlægningen alene udvikles indenfor det kommunale embedsværk, og det etablerede politiske system.
Det kan beskrives som en indefra og ud tilgang. Borgerinddragelsen er dermed afgrænset af rammer, der på forhånd er fastsat af det politiske niveau. Det forudsætter en høj grad af modtagelighed i det politiske system, hvis de initiativer og ønsker, der inddrages lokalt skal med i den videre proces og ikke blot underlægges de allerede vedtagne politikker.
En modtagelighed der ikke kom til udtryk på mødet, hvor borgmesteren for eksempel besvarede et ønske om, at kommunens styrke blev brugt til at understøtte en proces mod mere økologi med, at kommunen ikke skal bestemme, hvordan virksomhederne producerer. Et spørgsmål om hvordan kommunen vil sikre beskyttelse og udvikling af naturen i kommunernes landområde, blev besvaret med, at de små landsbysamfund var tænkt ind i visionen.
Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen med borgmesterens synspunkter, men svarene viser, at der ikke er rum for den dialog, der er forudsætningen for borgerinddragelse.
For Enhedslisten er det afgørende for en kommunal visions succes, at borgerne er inddraget i processen således, at der oparbejdes et ejerskab til visionen. Det sker ikke, når udviklingen af visionen blot behandles som borgmesterens personlige reklamesøjle.