​Mange søger hvert år ind på sygeplejerskeuddannelsen rundt om i regionen. Og når kalenderen siger 2023, bliver det også muligt for dem at læse videre og tage en kandidat i sygepleje tæt på regionens sygehuse.

– Det er helt centralt for rekruttering og faglig udvikling, at sygeplejersker kan videreuddanne sig øst for Storebælt. Jeg er derfor særligt glad for, at uddannelsen fastholdes i Østdanmark og den nu placeres endnu tættere på sygehusene i Region Sjælland. Det er også godt, at placeringen i Roskilde sikrer gode transportmuligheder for de studerende, til glæde for alle i både Hovedstaden og på Sjælland, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Uddannelsen placeres på Roskilde Universitet, som overtager uddannelsen fra Aarhus Universitet. I den forbindelse flyttes uddannelsen fra Emdrup i København til Roskilde. Region Sjælland ser flere gode muligheder i den nye placering.

– Vi ser frem til et tæt samarbejde med RUC (Roskilde Universitet) og hilser drøftelser om de studerendes muligheder, sygeplejefaglig forskning og andre områder, hvor det giver mening at samarbejde, meget velkommen. Vi er klar til at bidrage endnu mere fra vores stærke kliniske miljøer, så uddannelsen og den forskning der er knyttet kommer til at tage udgangspunkt i det der foregår på sygehusene. Vi ser store perspektiver i, at uddannelsen er forankret lokalt i Region Sjælland, da vi er den region der har de størst behov for at fastholde, tiltrække og sikre udvikling til vores medarbejdere, siger Heino Knudsen.​

Kilde

Foto: ABW