Af
Jakob Spliid, formand for BUU, Venstre
Sofie Torpegaard, Næstformand, Konservative
Mogens Schwensen, Konservative
Susanne Borggaard, Nye Borgerlige

Siden vi som et nyt Børn og Undervisningsudvalg tiltrådte 1. januar, har vi brugt meget tid på at sætte os ind i planerne om renoveringen af Holbergskolen og den tiltænkte samlokation, hvor daginstitutionen Troldehaven var besluttet at flytte ind i bygning A på skolen.

Vi har af to omgange været på besigtigelse på skolen, dens legeplads og i daginstitutionen på Lundtoftevej og den skimmelramte tidligere institution, Toppen, på Sømosevej. Begge gange har områdebestyrelsen i nord, og ledelserne fra begge deltaget.

Det har været to gavnlige og udbytterige dialogmøder, hvor vi har haft god mulighed for at få besvaret vores spørgsmål af kommunens fagfolk og arkitekterne. Her har vi kunnet lytte os til en samstemmig opfordring til IKKE at placere den nye Troldehaven i bygning A på Holbergskolen, men i stedet at placere den på den gamle grund på Sømosevej i umiddelbar nærhed af skolen.

Det er her vigtigt at opprioritere daginstitutionen, således renovering/nybyggeri af denne kan sættes i kraft hurtigt.
Med udgangspunkt i de gode drøftelser, besigtigelser og opfordringer fra alle parter, vil Konservative, Venstre og Nye Borgerlige gerne bekendtgøre, at vi deler opfattelsen af, at det rigtige vil være at placere den nye Troldehaven på den eksisterende grund på Sømosevej.

På vores kommende udvalgsmøde i april, vil vi derfor skulle tage stilling til de to ændrede sager. Hvis der som forventet vil være opbakning til de to sager, så kan vi dermed komme i gang med arbejdet med den nye daginstitution med det samme. Tilsvarende kan vi uafhængigt af daginstitutionen igangsætte arbejdet i bygning G på Holbergskolen, som er den bygning der er i dårligst stand.

Vi ser frem til at fortsætte den gode dialog med de involverede parter, og glæder os meget til de nye bedre forhold til daginstitutionsbørnene, skoleeleverne og forældrene.