Af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem, Enhedslisten i Sorø
Borgmester Gert Jørgensen er sur, fordi vi I fra Enhedslisten kan dokumentere, at det blå styreunder C,V og O, har været en særdeles dyr fornøjelse for Sorø Kommunes borgere.
Gert Jørgensen er så desperat, at han beskylder Enhedslisten for at manipulere – det gør vi ikke, vi fremlægger bare fakta, og ærlig talt, så er der ingen grund til at manipulere. Tallene er elendige nok som det ser ud:
– Den samlede lang- og kortfristede gæld er på over en milliard kroner (1.026 millioner). Det næsthøjeste i Sorø Kommunes historie, kun overgået af gælden i 2017 (1.027 millioner).
– Den skattefinansierede gæld er forøget med 28 millioner de seneste seks år, og var med ud-gangen af 2019 på 550 millioner
– Gælden er steget, selvom Sorø Kommunes salg af grunde med videre i perioden 2014 til 2019 har givet en indtægt på 86.961.000 kroner
– C, V og O har optaget likviditetslån for intet mindre end 77 millioner kroner i perioden, mens S og SF samlet optog for 7 millioner (de burde efter Enhedslistens opfattelse heller aldrig være optaget)
– Den langfristede gæld, eksklusiv ældreboliger i 2019 er på 550 mio. kr. som er det højeste i Sorø Kommunes historie.
Alle Enhedslistens tal kan kontrolleres i Sorø Kommunes regnskaber.
Det blå flertal har søgt at dække underskud ind gennem kortsigtede lån og frasalg, i stedet for at søge at øge indtægterne, for eksempel gennem lejeindtægter, dækningsbidrag eller f.eks. byggesagsgebyr og ikke mindst ved skabe gode vilkår for borgerne.
Sagt lige ud: Enhedslisten sover ikke trygt om natten, så længe Gert Jørgensen og allierede med hastige skridt styrer Sorø kommunes økonomi mod afgrunden!