Den 9. november 2010 holder miljøvejleder Anna Thormann fra Det Grønne Hus i Køge foredrag på Værkerne på Frederiksvej i Sorø.
Hun fortæller om sin vision for fremtidens transport, der omfatter kollektiv transport, elbiler, delebiler, samkørsel og cykler.
Science fiction-læsere vil nok blive skuffede. De førerløse biler er på vej, og de vil sætte en helt ny dagsorden for al transport.
I fremtiden er det måske Google, som styrer din bil. IT-giganten, der har søgemaskiner som kernekompetence, har allerede udviklet testbiler, som har kørt 225.000 km uden chauffør. Googles testbiler kørte forleden helt selv på ruten mellem hovedkvarteret i Mountain View i Californien til kontoret i Santa Monica. De førerløse biler passerede Golden Gate Bridge og blandede sig under nøje overvågning af menneskelige co-drivers med den øvrige trafik på Pacific Coast Highway.
Googles førerløse biler er ombyggede udgaver af Toyota Prius. De er udstyret med kameraer, radar og laserteknologi, som relaterer sig til den øvrige trafik. Navigationen foregår via GPS og ved hjælp af et kort med detaljeret information om bl.a. fartgrænser, trafiklys og fodgængerovergange.
På markedet findes allerede biler, som selv kan parallelparkere. Men trafiksikkerheden vil blive markant forøget, hvis vi lader computere styre alle biler i trafikken. Samtidig vil vi få meget mere tid, fordi vi kan arbejde eller lege, mens vi lader os transportere i vores egen bil.
Så svaret på Anna Thormanns spørgsmål, om der er alternativer til biler, må blive et rungende nej – men de bliver selvkørende. Kom og vær med til at udfordre miljøvejlederens visioner den 9. november.