Lørdag den 26. februar 2011 kommer der atter børneteater til Sorø.
Teatret Aspendos opfører stykket Oles nye autobil for børn i aldersgruppen 1½ – 4 år.
Teatergruppen skriver om forestillingen:
”Ole har fødselsdag. Far er klar med fødselsdagssang, lagkage og gaver. Årets bedste gave er en flot rød bil. Den kan skyde en vældig fart – og den får nok lidt for meget fart på!
Da den løber bardus ind i søsters dukkehus får Ole travlt med at gøre ondt godt igen! Men hvad med stakkels dukkefar? Nu han ingen hoved har! Hvordan mon Ole klarer den?
Med afsæt i den gamle børnesang er skabt en historie om en lille dreng som drenge er flest. Fortalt med musik og få ord, gennem letgenkendelige hverdagssituationer, og med en tæt publikumskontakt.”
Forestillingen spilles på Sorø Bibliotek kl. 15. Billetter afhentes mod depositum fra den 12. februar 2011.