Overalt i landet har glade, udklædte børn i denne weekend slået katten af tønden. I Sorø har der også været mange flotte initiativer, hvor børnene og de unge kunne samles om tønderne og forsøge at erobre titlen som Kattekonge og Kattedronning.
Sorø Taekwon-Do var ingen undtagelse, omend der var en mindre ændring i traditionens udformning. Alle klubbens elever helt fra miniKIDS og KIDS som er mellem 4 og 8 år til de ældste seniorer mødte op til tøndesparkning.
I stedet for brug af køller, kunne alle eleverne teste deres bedste spark på tønderne til stor jubel og morskab.
Der blev gået til den og sparket løs. For de mindste kunne man sparke mod flot malede tønder i pap, mens de større børn og unge kunne forsøge sig på helt traditionelle tønder af træ.
Det lykkedes at sparke alle de flotte tønder ned med hårde spark og flotte teknikker. Kun udøvere over 15 år fik lov at anvende håndteknikker, hvilket skabte stolthed og jubelråb fra de mindste.
Da alle tønder var slagne, serverede klubben lækker og sund frugt og flere forældre havde bagt sunde boller til de unge mennesker.
Tekst/billeder af Thomas Kortegaard Brandt, Sorø Taekwon-Do Klub