Af Linda Nielsen (SF)
Medlem af Natur-Teknik og Planudvalget
I dag er en god dag for Pedersborg.
Folketingets forligskreds har i dag udmøntet trafikministeriets støjpulje og den gode nyhed for Sorø Kommune , er at der er afsat 72 mio. kr. til støjskærmsprojekt langs motorvejen ved Pedersborg. Det er en fantastisk og opmuntrende nyhed, når vi ved hvor meget trafikstøj fra motorvejen er en plage flere steder i Pedersborg.
Trafik medfører desværre støjforurening. Støj er decideret skadeligt for helbredet og den langsomme trafikskadevolder. Vi ved at støj kan forårsage stress og en lang række andre alvorlige sygdomme, der nedsætter vores livskvalitet og levealder.
Lokalt i Sorø arbejder SF for, at vi ikke får flere støjbelastede boligområder, derfor har vi stemt imod lokalplanen for boligområde ved Rustkammergård. Vi ved godt, der i forvejen er støjplagede boligområder i Pedersborg, men vi ser ikke det som en begrundelse for aktivt at skabe nye støjbelastede boligområder.
Med Folketings-forligskredsens beslutning om at prioritere Pedersborg i dette års udmøntning til støjskærmsprojekter, er der udsigt til at boligområderne i Pedersborg inden for få år vil blive lettet fra trafikstøj og blive sundere at bo i. Det kan betyde bedre muligheder for fornuftig byudvikling. Derfor er det en usædvanlig god dag for Pedersborg.