I oktober og november bliver de fleste lam slagtet, og det er derfor på høje tid at bestille hele eller halve lam fra egnens gårdbutikker.
Krogagergård i nærheden af Fjenneslev leverer de nyslagtede lam, parteret og mærket lige klar til fryseren. Et helt lam vejer slagtet 18-22 kg. I gårdbutikken kan man også vælge den ønskede lammeudskæring.
Kroagergård er en økologisk gård, der opdrætter kreaturer, får og lam samt frilandsgrise. Der er også forskellige kæledyr, og gården ligger i et åbent landskab med et rigt dyreliv. Kødet forarbejdes på gården af egen slagter, og markerne giver foder til alle dyrene.
Krogagergård er også en åben gård, hvor man kan komme på besøg og se og høre om, hvordan det er at drive et moderne økologisk landbrug. I gårdbutikkens åbningstid er der altid mulighed for at gå en tur i staldene og, om sommeren, snakke med dyrene på markerne.
Adressen er Ørnekildevej 22, 4173 Fjenneslev.