Har nogen mon noget at indvende mod at Ludvig Holberg Museet Tersløsegaard er en kulturinstitution? Som sådan kan Tersløsegaard med sindsro indbyde til Sankt Hans fest tirsdag den 23. juni kl. 20.00 i overensstemmelse med Kulturministeriets retningslinjer for kulturarrangementer for op til 500 gæster. De skal bare sætte sig ned med en meters afstand – eller tættere såfremt de har vielsesattest eller blot er kærester, familie eller nære venner (og det er næsten alle erfaringsmæssigt!) – og vende ansigterne mod bålet og båltaleren.
Der er en god tønde land at fordele sig på, for det foregår som tidligere år på den store plæne foran Holbergs bolig. I et lille telt på kanten på plænen bliver det muligt at hente kaffe og sprit – til udvortes brug! – sålænge man pænt holder en meters afstand i køen. Håndspritten er til fri anvendelse, hvorimod kaffen (og andre drikkevarer m.m.) har en beskeden pris.
Ludvig Holberg var med alle sine epistler (flere end 500) i datidens medier i høj grad journalistikkens første danske udøver, så det borger for Skt. Hans arrangementets kulturelle status, at det bliver en nutidig skriverkarl, der holder aftenens tale. Bjarne Stenbæk er ikke alene yderst aktivt dagligt skrivende, men endda redaktør for såvel den lokale ugeavis som hele dagspressen i Sorø (Slagelse-baserede ”Sjællandske” og Ringsted-baserede ”Dagbladet”). Det er fyrre år siden, han som journalistpraktikant kom til Sorø. Selvom han har gjort professionelle afstikkere til Berlingske Medier, et pr-bureau og håndboldklubben i Slagelse, har Stenbæk i alle årene uden afbrydelser bevaret sin bopæl i Sorø. Han kender om nogen byen, oplandet og menneskene. Så redaktøren har mange historier at fortælle.
Midsommertalen holdes ved otte-tiden, hvorefter bålet tændes. Den levende fællessang er af hensyn til coronakrisen suspenderet, men Midsommervisen vil blive afspillet i et musikanlæg (og så kan ingen jo forhindre at publikum mumler med på teksten…).
Tirsdag 23. juni kl. 20.00
Sankt Hans fest på plænen foran Tersløsegaard med stort bål og fællessang.
Båltaler: Redaktør Bjarne Stenbæk
Fri entré.
Sankt Hans Aftens program:
20.00 – Velkommen til Skt. Hans
20.10 – Båltale af Bjarne Stenbæk
20.30 – Bålet tændes og heksen sendes til Bloksbjerg, mens Midsommervisen afspilles fra musikanlæg