Af Jette Kildegaard, Blå Fornyelse.
Reklamen har efterhånden kørt over skærmen i mange år, og har fra starten været en af mine yndlingsreklamer. Budskabet – tal ordentligt – er utroligt vigtigt. Og illustrationerne i reklamen med hvordan vi bliver påvirket af dårlig tone fra menneske til menneske – og hvordan vi negativt påvirker vores børn – er så godt lavet, at ingen kan tage fejl af det gode budskab.
Alligevel er tonen i vores samfund på afveje. En ting er, at vi taler grimt til hinanden, – nogle gange nedladende, – men også på de sociale medier er det blevet nemt at sidde hjemme bag skærmen og fyre en svada af – uden ansvar – uden at skulle se hinanden i øjnene.
De fleste af os har nok på et eller flere tidspunkter i vores liv stået i en diskussion – et skænderi – og tænkt, – måske endda råbt – at den anden var et fjols, eller det der var værre. For vi er som mennesker næsten altid overbevidste om – i hvert fald udadtil – at det er den anden part, der er skyld i diskussionen, den anden part der ikke kan samarbejde, den anden part der ikke kan tale ordentligt. Men – den anden part tænker – og siger – sandsynligvis det samme om dig.
For første gang i mit liv er jeg i en valgkamp som kandidat. Jeg vil oprigtigt gerne være en del af Sorø Byråd efter 1. januar 2018. Når man spørger de 100 kandidater, der er i Sorø Kommune her til KV17, – hvad vil du gerne gøre noget ved, hvis du kommer ind, – så er langt hovedparten af svarene de samme. Bedre institutioner, bedre skoler, bedre infrastruktur, bedre ældrepleje, flere penge til borgerne, større frihed osv., osv. Jeg er selvfølgelig enig – hvordan kan man være andet.
Men en ting jeg også gerne vil være med til at ændre, det er omgangstonen i byrådet. Jeg hører gang på gang medborgere, der siger, at de er trætte af politikerne i Sorø Kommune uanset partifarve. Omtaler politikerne med ord som klaphatte, børnehavebørn, uforberedte, hører ikke borgerne osv. Engagerede, intelligente og oplyste borgere der tager til byrådsmøder og græmmer sig over, hvordan voksne folkevalgte taler til hinanden. Det må stoppe. Begge veje – alle veje.
Når man som borger har sat sit kryds, så er man nødt til at respektere, at demokratiet bestemmer, hvem der skal ind og sidde i byrådet. Sætter man ikke sit kryds, – har man ikke i min verden ret til at beklage sig over, hvem der bestemmer. Når krydset er sat, kan man ikke gøre mere. Hvis man ønsker at gøre mere end det, – så må man selv stille op. Ønsker man et andet byråd, – så stem på dem, du tror på. Jeg har hørt borgere, der siger, at ”der er ikke nogen af dem, der er værd at stemme på”. Det er da en kedelig holdning til medborgere, der ønsker at stille op og gøre en forskel.
Så min opfordring til alle borgere må være, at man yder noget selv, – enten som politiker eller som aktiv til vælgermøderne – og ikke mindst som vælger, at man sætter sit kryds der, hvor man selv mener, man bliver bedst repræsenteret. Og så bøjer sig for demokratiet.
Omvendt. I min optik er et byrådsmedlem en borger, der har påtaget sig et vigtigt tillidshverv. Men man er også ”bare” en borger, når man sidder i byrådet. Hverken mere eller mindre. Ethvert byrådsmedlem – uanset flertal – repræsenterer de borgere, der har stemt personen ind. Derfor bør ethvert byrådsmedlem både ses, høres og respekteres. Og ethvert byrådsmedlem bør se, høre og respektere både byrådsmedlemmer og medborgere.
Det bør være en selvfølge, at byrådets medlemmer taler ordentligt til hinanden, respekterer hinanden, samarbejder og tager opgaven alvorligt. De er der for borgernes skyld. Ikke for deres egen – for egen magt eller vindings skyld. Et byråd har pligt til at gå forrest i god opførsel. Det er uklædeligt at se politikere sidde og rulle med øjnene, grine og vrænge af andres kommentarer og holdninger. Og dem der påtaler, at der er nogen, der ikke kan samarbejde, – de skal huske, at de selv er en del af det – og vende blikket indad.
I Blå Fornyelse tror vi på, at vi kommer længst ved at samarbejde og tale ordentligt sammen. Vi ønsker borgernes ideer og holdninger i meget tæt samarbejde med byrådet, – vi skal finde hinandens stærke sider og bruge de mange ressourcer, der opstår, når man samarbejder. Man kan ikke tilgodese alle, men alle skal høres og ses. I Blå Fornyelse har vi ikke nogen top, der bestemmer, hvad vi skal synes og mene, vi har ingen spidskandidat, da vi er ligestillede. Præcis som den holdning vi har til vores medborgere.
Så en appel til alle vælgere – husk at bruge din demokratiske ret til at sætte et kryds den 21. november. Det er vigtigt, at du er med til at pege på den person, du mener, der kan være med til at føre Sorø Kommune i den retning, der er rigtig for dig.
Vær kritisk – stil spørgsmål – vær opsøgende under hele valgkampen, så du kan få sat dit kryds det sted, der er rigtigt for dig.