De tre kommende søndage og onsdag aften den 21. august byder Tersløsegaard på spændende arrangementer.
Det kan ligne en opførelse af Holbergkomedien ”Den Stundesløse”. Så travlt har Tersløsegaard i de kommende uger med at byde på nye arrangementer. Til forskel for Vielgeschreis tomme anstrengelser drejer det sig dog om indholdsmættede tilbud.
På Holbergdagen søndag den 11. august begynder det med en invitation til at møde to prisbelønnede Holbergkendere på Tersløsegaard. Det er litteraturforskeren Peter Zeeberg og forfatteren Ida Jessen. Zeeberg har som redaktør af Ludvig Holbergs Skrifter ledet de seneste års nyudgivelser af Holbergs værker og den banebrydende digitale udgave af al Holbergs tekst på internetadressen holbergsskrifter.dk. Jessen har forestået den danske udgave af den digre Holberg-biografi ”Den store ensomme”, som den norske idéhistoriker og kulturminister Lars Roar Langslet skrev for nogle år siden. Begge er belønnede med fornemme litterære priser. Peter Zeeberg modtog i vinter årets HolbergMedalje. Ida Jessen har både opnået De Gyldne Laurbær og to gange været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Søndag den 18. august er det Holbergs rolle som baron, godsejer og herremand, der fremhæves, når Tersløsegaard deltager i det landsdækkende initiativ ”Herregårdens dag”. Både Holbergs stuer og haven er åben fra kl. 12-16. Indendøre fortæller museets foreviser om Holbergs tid på Tersløsegaard, der dengang var et vældigt gods med 148 bøndergårde, tre møller og fem kirker. Udenfor viser herregårdens havefolk rundt. Desuden er der denne dag salg af havens afgrøder såsom ærter, gulerødder, porrer, hvidløg, spidskål, lægeurter, blomsterbuketter og måske tidlige æbler. Fra et havetelt tillbydes endvidere servering af kolde og varme drikke og måske smagsprøver – alt efter høstudbyttet!
Herregårdens dag sigter mod at styrke bevidstheden om den vigtige kulturarv, som landets godt 700 herregårde udgør. Det er Herregårdsmuseet Gammel Estrup på Djursland, som med støtte fra NordeaFonden koordinerer begivenhederne på de herregårde, som holder åbent den 18. august. På Sjælland er det foruden Tersløsegaard bl.a. Selsø, Skjoldnæsholm, Vognserup og Kragerup.
Onsdag aften den 21. august åbner Tersløsegaard for en operakoncert inde i Holbergs stuer. Sopranen Louise Pape fremfører sin solistdebut i forbindelse med afslutningen på solistuddannelsen fra Syddansk Musikkonservatorium. Programmet er en opera, som foregår i en stue, så Holbergs stue på Tersløsegaard er velvalgt. Musikken er sammensat af sange af bla. Messiaen, Gounod, Menotti og Carl Nielsen. Louise Pape, som er bosat i Sorø, akkompagneres af Cecilie Holst Markussen, klaver, og Yngvild Vivja Haaland Ruud, akkordeon. Koncerten er en del af Sorø Klassiske Musikfestivals sommerprogram.
Søndag den 25. august kommer lederen af Sorø Akademis forskningsbibliotek bibliotekar Ann Furholt Pedersen for at fortælle historien om Holbergs store bogsamling. Bibliotheca Academiae Soranae, som ligger lige inden for Klosterporten, ejer landets formentlig fineste samling af Holbergs bøger blandt sine godt 100.000 antikvariske bind. Ludvig Holbergs store bibliotek blev ved hans død i 1754 overdraget biblioteket samtidig med at Sorø Akademi overtog Tersløsegaard Gods som den kostbare gave, der sikrede skolens overlevelse. Men i 1813 indtraf en katastrofe. Akademiet brændte og hele biblioteket blev flammernes bytte. Siden har biblioteket imidlertid systematisk genanskaffet udvalgte værker bl.a. ved opkøb på auktioner.
Læs mere om de enkelte arrangementer i Dit Sorøs kalender her.