Til trods for epidemi og restriktioner ser det ud til at Sorøs Vinterjazzprogram i februar kan gennemføres som planlagt med syv koncerter i perioden fra 12. februar til 5. marts (den ottende er desværre allerede aflyst; den skulle have fundet sted 29. januar i forbindelse med Kyndelmissearrangementet).
Jazztakterne slås an lørdag aften den 12. februar på Café Tre Konger. Her kommer en herligt swingende kvintet og spiller musik af Pepper Adams. Det er 50’er jazz med barytonsax og trompet foran en rytmegruppe.
På Lauenborggaard i Ruds Vedby fortsætter musikken den følgende lørdag 19. februar med en orgeltrio, som kalder sig ”Balthazars Karaffel”. Det er inspireret af en opfindsom figur fra en børne-TV serie, der muntert imødekommende byder på velkendte blues- og jazznumre, krydret med nedslag i Beatles-repertoiret.
I ugen derefter tiltrækker Sorø Kunstmuseums fine flygel igen en mesterlig pianist, Søren Kristiansen (det er ham, der spiller klaver bag den syngende hr. Weyse i ”Badehotellet”!). Han kommer torsdag den 24. februar i selskab med den fine bassist Thomas Fonnesbæk.
Dagen efter, den 25. februar, gæster DR Bigbandet Victoria Teatret. Det fantastiske bigband giver afskedskoncert for sin populære basunist Vincent Nilsson, der har været med i orkestret gennem 47 sæsoner.
Lørdag eftermiddag den 26. februar inviteres børn (og deres familier) til et musikalsk møde inde i Sorø Kunstmuseum. Det er fire unge jazzmusikere, som præsenterer orkesterlederen Count Basie, hvis barnlige sjæl prægede hans legendariske arrangementer..
Jan Harbeck sætter punktum for vinterjazzen lørdag aften den 5. marts. De er to koncerter, ovenikøbet med to af landets mest berømte tenorsaxofonister, nemlig den 80-årige nestor Jesper Thilo og hans mere end 30 år yngre kollega Jan Harbeck. Thilo spiller på Kunstnergaarden i Dianalund klokken 19 og Harbeck vil blæse Kragerup Gods’ Kviestald omkuld klokken 21.30 samme aften.
Til den forudsigelige kritik af at anbringe to superkoncerter samme aften må vi forklare, at den ene af koncerterne oprindelig var programsat til 5. februar, men så blev flyttet … og det er jo alt for fine koncenter til at tænke på aflysning!
Uha, bare ordet fremkalder kuldegysninger, for hvad-nu-hvis…? Der er stadig usikre meldinger fra myndighederne, der har sat datoen 31. januar til ny vurdering af epidemien og restriktioner eller lempelser… Vi kan kun håbe og altså i skrivende stund fastholde de programlagte koncerter.
VINTERJAZZPROGRAM:
Lørdag 12 februar 19.00
CAFE TRE KONGER – Pepper Spray kvintet
Lørdag 19. februar kl.14.00
LAUENBORGGAARD, Ruds Vedby – Balthazars Karaffel
Torsdag 24. februar kl. 15.00
SORØ KUNSTMUSEUM – Søren Kristiansen og Thomas Fonnesbæk
Fredag 25. februar kl 20.00
VICTORIA TEATRET – Danmarks Radios Big Band
Lørdag 26. februar kl 14.00
SORØ KUNSTMUSEUM – Basie for Børn (familiekoncert)
Lørdag 5. marts 19.00
KUNSTNERGAARDNEN – Jesper Thilo Kvartet
Lørdag 5. marts 21.30
KRAGERUP GODS – Jan Harbeck kvartet
Nærmere oplysning og info om reservation på soroejazz.dk